Jonni Hansen trækker sig som formand

Efter 20 år som formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse er Jonni Hansen gået af som formand og afløses af Esben Kristensen.

Jonni Hansen trækker sig nu som leder af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Jonni Hansen har trukket sig som formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Han afløses af Esben Kristensen, der i en pressemeddelelse oplyser, at alle aktiviteter fortsætter som før, og "lederskiftet ingen indflydelse vil have på forretningsgangen i DNSB".

Lederskiftet skete lørdag ved et møde i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, hvor Jonni Hansen oplyste, at han "af personlige grunde ønskede at trække sig fra det politiske arbejde".

Han har været 25 år i bevægelsen, heraf de seneste 20 år som formand.

Flere demonstrationer

Jonni Hansen er født i 1965 og har gennem mange år repræsenteret Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse og været genstand for talrige demonstrationer fra autonome og andre politiske modstandere udenfor sit hjem på Hundige Strandvej syd for København.

Han har også forgæves forsøgt at komme i Greve Byråd og det daværende Roskilde Amtsråd.

Frifundet i racismesag

I april frifandt Retten i Roskilde Jonni Hansen for at have overtrådt racismeparagraffen, straffelovens §266b. Frifindelsen kom, efter at bevægelsen i 2006 omdelte løbesedler i Gladsaxe og Bagsværd, der anklagede politikerne for at "lukke op for den farvede syndflod".

I løbesedlen hed det også, at "de demokratiske partier ophøjer de racefremmede til herrefolk i vort land, medens de fornedrer os danskere til andenrangsborgere. Dette er renlivet diskrimination af danskere!".

Efter frifindelsen sagde Jonni Hansen, at "det er den eneste retfærdige ende på denne historie. Alt andet havde været for meget skuespil og teaterdomstol".

Dømt for vold

Jonni Hansen er dømt for vold to gange. I 1999 fik han halvandet års fængsel for bevidst at påkøre og kvæste nogle autonome demonstranter i Greve.

Han fik 60 dages fængsel for at slå en politibetjent de 18. august 2007 ved en Hess-march i Kolding til minde om den nazistiske leder Rudolf Hess.

Facebook
Twitter