Jordemødre: Private fødsler skaber øget ulighed

Samfundet bør betale for de udgifter, der sikrer et godt fødselsforløb, mener Jordemoderforeningen.

Formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, mener, at samfundet har udviklet sig til at udbyde meget mindre omsorg. Arkivfoto (Foto: © MORTEN JUHL, Scanpix)

Forældre betaler i høj grad for professionel pleje og omsorg før, under og efter en fødsel på grund af nedskæringer på barselsafdelingerne, skriver Berlingske.

Det skaber stor ulighed, mener Lillian Bondo, der er formand for Jordemoderforeningen.

Ifølge hende bør det offentlige betale for de udgifter, der er nødvendige for at gennemføre et succesfuldt fødselsforløb.

- Der bør være en fast aftale i alle regioner om, at gravide, fødende og barslende har ret til professionel omsorg og rådgivning, siger hun.

Hun mener, at samfundet har udviklet sig til at udbyde meget mindre omsorg.

Nogle af de private tilbud, som gravide kvinder og deres familier benytter sig af, strækker sig over individuel fødselsforberedelse, daglig kontakt med en jordemor efter fødslen og hjælp til amning.

- Det kan godt være, at det offentlige oplever det som en ekstra udgift, men jeg oplever det som en investering, siger formanden.

Ifølge hende er de aspekter afgørende for, at forældre kommer godt i gang med graviditeten.

Hun mener, at det er foruroligende, at de ting, der bliver anbefalet i forbindelse med en fødsel ikke er tilgængelige for alle.

- Der er så mange sociale sundhedsforhold, der skaber ulighed, når det kommer til fødsler og graviditeter. Det her skal ikke skabe mere splittelse, siger Lillian Bondo.

Formanden oplever, at dem, der har rigtig meget brug for den ekstra assistance i forbindelse med et fødselsforløb, ofte er dem, der ikke har råd til at betale.

- Vi har at gøre med en masse kvinder og mænd, som har enormt meget brug for denne her omsorg. Men for mange af dem, er det ikke en mulighed, siger formanden.

/ritzau/