Jorden går under om seks milliarder år

Datoen for jordens undergang er nu fastsat- og det af forskere fra Århus Universitet. Den amerikanske rumfartsorganisation NASA er derfor i Århus.

Om seks milliarder år vil solen sluge jorden. De vil derfor begge gå under, viser dansk forskning. (© Colourbox)

Helt usædvanligt har den amerikanske rumfartsorganisation NASA i dag holdt pressekonference i Århus.

Årsagen er, at forskere fra Aarhus Universitet nu med sikkerhed kan sætte dato på, hvornår solen vil dø og jorden gå under. Det sker om 6 milliarder år.

- Det, der kommer til at ske, er, at solen vil svulme op og ende med at blive så stor, at den vil sluge jorden, siger lektor i astronomi ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, Hans Kjeldsen til DR Nyheder.

En god nyhed

På det tidspunkt vil der være 3000 grader på jorden. Alt liv samt både solen og jorden vil gå til grunde. Ikke umiddelbart en opløftende nyhed. Og så alligevel, forklarer Hans Kjeldsen:

- Det er en god nyhed, at vi kan sætte dato på, hvornår solen går til grunde. Det viser os nemlig, at vi har forstået de processer, som stjernerne udfører.

Jorden ubeboelig om 200 mio. år

Selvom forskerne altså ikke lader sig gå på af de dystre udsigter, så kan det være svært ikke at blive en smule deprimeret. For én ulykke kommer jo sjældent alene. Heller ikke, når det gælder solen.

- Allerede om 200 millioner år lyser solen så meget, at temperaturen på jorden bliver så høj, at vores have koger væk. Så vil jorden være ubeboelig, siger Hans Kjeldsen.

Faktisk var det et tilfælde, at Hans Kjeldsen og de andre forskere fra Århus Universitet fik den viden.

Statelit som hjælp

Ved hjælp af NASAs Kepler-satelit, der blev sendt ud i rummet i marts sidste år, har de danske forskere kunnet nærstudere stjernerne. Egentlig skulle satelitten finde planeter magen til jorden. I stedet blev det altså til datoen på jordens undergang.

De århusianske forskeres resultater er så ekseptionelle, at NASA helt usædvanligt har fundet vej til Danmark. Faktisk er det den første pressekonference udenfor USA nogensinde.

Flyt jorden væk fra solen

Selvom man ikke kan forhindre, at solen vokser, så kan vores efterkommere faktisk gøre noget ved situationen, forklarer Hans Kjeldsen:

- Man kan måske i princippet flytte jorden. Så hvis man vil undgå, at der bliver alt for varmt, kan man flytte jorden lige så stille væk fra solen. Der er folk, der har tænkt på, om man ikke kan flytte planeterne.

Facebook
Twitter