Journalist bag kritik af Operation Bøllebank: Historieskrivningen skal være korrekt

Hvorfor i al verden skal der nu sås tvivl om ledelsen af en ellers succesfuld mission, ville flere af dr.dk's brugere gerne vide, da journalist Kasper Søegaard svarede på spørgsmål om den hædrede operation fra 1994.

Oberstløjtnant Lars R. Møller og major Carsten Rasmussen svigtede deres soldater under Operation Bøllebank i Jugoslavien i 1994.

Så hård er kritikken fra en række af soldater, der var under deres kommando på missionen, som af blandt andre Lars Møller er blevet fremhævet som en succes. Den officielle succeshistorie bliver udfordret af den historie, som journalist Kasper Søegaard på vegne af soldaterne fortæller i en P1-dokumentar.

Men operationen var jo en militær succes, så hvorfor skal historien overhovedet fortælles? Det ville flere af dr.dk's brugere gerne vide, da Kasper Søegaard i formiddags sad klar til at svare på spørgsmål.

- Det væsentlige er, at historieskrivningen er korrekt, så skoleeleverne ikke lærer noget forkert, lød et af svarene fra journalisten.

Og hvorfor vil soldaterne have historien frem?

- Soldaternes motivation er, at de mener, at offentligheden har krav på at få at vide, hvad der skete, primært så danmarkshistorien er korrekt.

Kasper Søegaard afviste en brugers påstand om, at han blot er ude på at tilsvine Carsten Rasmussen og Lars R. Møller, der har afvist kritikken som værende en "farce" og en "sammensværgelse".

- Jeg synes ikke, at jeg tilsviner nogen. Det er soldaterne, som påstår de her ting, og deres dokumentation er i orden. Jeg er journalist. Jeg tjekker deres påstande og videreformidler det, svarede Kasper Søegaard.

Prestige og karriere

En anden bruger spurgte, hvorfor Forsvaret har behov for at smykke sig med lånte fjer, da operationen jo var en militær succes med soldater, som selv kunne tænke og godt kunne klare sig uden de ordrer, som der angiveligt ikke kom fra de to chefer, der står for skud.

- Soldaterne tænker, at det handlede om prestige, opmærksomhed og karriere, når Møller og Rasmussen gav dem mundkurv på og optrådte i talrige medier, svarede Kasper Søegaard.

For første gang i den nyere danske militærhistorie har danskere handlet og gjort en forskel. Hvad er formålet nu med at skabe uro og problemer?

- Formålet er naturligvis ikke at skabe uro og problemer, men at få sandheden frem. Alle ønsker vel, at danmarkshistorien er korrekt.

Historien udløst af dødsfald

Flere dr.dk-brugere ville gerne vide, hvorfor Kasper Søegaard først fortæller historien nu, mere end 22 år efter Operation Bøllebank blev ført ud i livet.

- Historien har været ude blandt soldaterne og er blevet været fortalt, når flere af soldaterne fra Operation Bøllebank har holdt foredrag med videre. Men jeg har ikke kunnet fortælle den før nu, fordi jeg for 10 år siden aftalte med delingsfører Erik Kirk, der deltog i Operation Bøllebank, at jeg først måtte fortælle det, hvis Kirk ikke længere var ansat i forsvaret - eller hvis Kirk skulle gå hen og dø.

Erik Kirk døde i foråret 2014.

- Han turde ligesom mange andre kilder ikke fortælle historien af frygt for sin ansættelse i Forsvaret, svarede Kasper Søegaard.

En bruger spurgte som opfølgning: Som journalist burde du forholde dig kritisk til, at så mange soldater skulle have holdt mund i 22 år. Det er usmageligt det du har gjort!

- De har ikke holdt mund i 22 år. De har derimod talt om det i enheden lige siden, og de har holdt foredrag med videre, lød svaret fra Kasper Søegaard.

Uvildig undersøgelse?

Kritikken af Lars Møller og Carsten Rasmussen og deres forsvar bliver meget påstand mod påstand, pointerede en bruger og spurgte, om Kasper Søegaard tror, at der kommer en objektiv sandhed.

- Jeg mener, at det vil være godt, hvis Forsvaret iværksatte en uvildig undersøgelse, så tror jeg, man kunne komme tæt på sandheden. Hvis man kigger på, hvilke kilder, der siger hvad, så mener jeg nu, at der er god dækning for de påstande, der fremføres i dokumentaren.

Kasper Søegaard varsler mere fra samme skuffe.

- Jeg er ikke færdig med historien endnu - der kommer enten en opfølgende radiodokumentar eller tv-produktion.

Har du flere kompromitterende oplysninger om Lars Møller og Carsten Rasmussen?, spurgte en dr.dk-bruger.

- Ja, en del. Og de kommer frem. Desuden er der begyndt at komme en del anonyme henvendelser med forskelligt belastende materiale.

Er oplysningerne værre end de ting, der er kommet frem nu?, fulgte brugeren op.

- De er på niveau - enkelte ting er noget værre. Mere vil jeg ikke sige nu.

Lars R. Møller og Carsten Rasmussen har over for P1 Dokumentar kategorisk afvist kritikken.