I bedste sendetid var journalist René Fredensborg og de tre gæster på MDMA i radioprogrammet ”René Linjer” på Radio 24Syv. Det var en kuriøs happening, der fik kritik fra flere sider. Programmet vender vi tilbage til.
For i sidste uge blev to unge piger fra Fanø indlagt, og en ung dreng fra Haslev døde alle formentligt efter at have indtaget stoffet MDMA.
Og i går fortalte Københavns Politi i en pressemeddelelse, at også en 32-årig mand har mistet livet, formentligt efter han har indtaget MDMA.
Det har over for DR Nyheder fået politi, pårørende og eksperter til på det kraftigste at fraråde alle at indtage stoffet.
Så vidt den seneste uges forløb.
- Jeg skal sige, at under hele udsendelsen har vi alle været på det halucinerende stof, MDMA. Godt Nytår, afsluttede Rene Fredensborg programmet, der blev sendt 29. december 2017.
Men har René Fredensborgs radioeksperiment været med til at billige MDMA overfor unge?
- Nej, siger Radio 24Syvs chefredaktør Jørgen Ramskov i en mail.
- Radio24syv er naturligvis opmærksom på, at brugen af MDMA er ulovligt, og at en indtagelse af stoffet i store mængder og i uren form kan være skadeligt. Derfor indeholder programmet heller ikke nogen opfordring til at indtage stoffet, forklarer Jørgen Ramskov.
Mikrodosering
Jørgen Ramskov har tidligere fortalt, at Radio 24Syv har indkøbt stoffet på det illegale marked. Det forholder han sig ikke til i sin mail. Han fremhæver, at de medvirkende kun tog meget lidt af stoffet:
- Programmets studievært, Rene Fredensborg, har længe været optaget af debatten om den nyeste forskning i, hvordan mikro-dosering af psykedeliske stoffer påvirker hjerne og indgår i behandlingen af psykiske sygdomme, siger chefredaktøren
Han forklarer, at stoffet blev mikrodoseret, det vil sige, at deltagerne indtog 100 milligram, og at det blev indtaget under ordnede forhold med en læge tilstede.
- Forsøget skete i en forproduceret udgave af programmet, og alle deltagerne var naturligvis fuldt orienteret om programmet og forsøget og har indvilget i at deltage. Under programmet var der en stand by kontakt til en læge med speciale i misbrug, som ville kunne tilse deltagerne, hvis der opstod problemer, skriver Jørgen Ramskov.
Rene Fredensborg og de tre gæster komponist Trinelise Væring, performancekunstner Marie Hauge Jensen og filminstruktør Søren Fauli diskuterer i programmet, hvad der ville ske, hvis vi alle tog stoffer i ny og næ.
Efter programmet blev sendt var der kritik fra flere sider, blandt andre tidligere ansvarshavende redaktør på BT, Jens Grund, rejste kritik af programmet.
- Jeg var fuldstændig paf, jeg fattede ganske enkelt ikke, hvad var formålet med at gøre det?, sagde Jens Grund i TV2-programmet Presselogen.
”Det var magisk”
Værten på programmet, Rene Fredensborg, beskriver i en kronik i Berlingske oplevelsen af at være på MDMA i radioen under overskriften: ”Vi var på MDMA i radioen, og det var magisk”.
I kronikken skriver Rene Fredensborg, at han er på det rene med, at programmet kan skabe "en mur af misbilligelse", men også, at man bliver glad af at tage MDMA:
- Stoffet aktiverer dit lykkecenter, man bliver positiv, kærlig og åben. Intens, inderlig og sanselig. Og ja, glad i låget og ret lystig, for at sige det på godt dansk, lyder det i kronikken.
Siden udgivelsen af den kronik, har Rene Fredensborg for nylig skrevet endnu en kronik om MDMA. Denne gang uden magi:
- Jeg var på MDMA i tre dage - og det endte alt andet end magisk!, lyder det i denne kronik.
Jørgen Ramskov vil ikke forholde sig til, hvad Rene Fredensborg har sagt og skrevet i andre medier. Han kalder programmet for et eksperiment:
- Ideen var at teste, hvordan kunstnerne under indflydelse af en lille dosis af stoffet ville fungere i en traditionel debat. Efter optagelsen var afsluttet deltog overlæge og psykiater Henrik Rindom i en debriefing af deltagerne, hvor de drøftede deres oplevelser og hvordan debatten udviklede sig, skriver Jørgen Ramskov.
I debriefingen, der er tilgængelig på Radio 24Syvs hjemmeside, forklarer den medvirkende, Marie Hauge, at hun er forvirret og ikke rigtigt husker, hvad debatten har handlet om, men at hun har det godt.
DR Nyheder har også interviewet Henrik Rindom, der stod for debriefingen. Han går i rette med politiet og forklarer, at MDMA i sig selv ikke er farligt, men han vil ikke opfordre til at tage det eller tale for en legalisering.
DR Nyheder har været i kontakt med radiovært og journalist Rene Fredensborg, der ikke ønsker at stille op til interview. Han forklarer, at han blev inspireret til forsøget af en kronik, han havde læst i Weekendavisen af forfatteren Jacob Skyggebjerg, der heller ikke har mulighed for at stille op til interview med DR Nyheder.