Journalistformand om DF-bog: Politikere 'udskammer' journalister i stigende grad

Mediekritik har altid eksisteret, men DF-politiker går 'radikalt til værks' i ny bog, siger medieforsker.

Lars Werge, der er formand for Dansk Journalistforbind, mener, at det er en stigende tendens, at politikere retter kritik mod enkelte journalister og medier. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Om godt en uges tid dumper der en en bog ind af brevsprækken hos 240.000 danske husstande.

Afsenderen - og forfatteren - er Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen.

I debatbogen, der har titlen 'Det store EU-bedrag - mediernes fortielser og fordrejninger' kommer DF-politikeren med en hård kritik af medier og navngivne journalister, som ifølge Vistisen er både EU-fanatiske og ensidige i deres dækning af EU-stoffet. Også eksperter og EU-politikere, som ofte optræder i spalterne, står for skud.

Anders Vistisen langer hårdt ud efter navngivne journalister fra flere danske medier. Blandt andre TV 2-korrespondenten Svenning Dalgaard og DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg bliver af DF-politikeren kritiseret for at være for at være ukritiske og pro-europæiske i deres dækning.

Lars Werge, der er formand for Dansk Journalistforbund, kalder det "ærgerligt og problematisk", at politikere målrettet går efter navngivne journalister, som beskyldes for at være politisk partiske.

- Jeg synes, det følger en tendens, som vi har set fra politikerne i et stykke tid, hvor man målrettet går efter at udskamme journalister, siger formand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, og tilføjer:

- Det er ikke særligt pænt at se på, og vi ser mere og mere af det, siger formanden for Dansk Journalistforbund.

Han frygter, at det kan udvikle sig til et scenarie som i USA, hvor der ofte er hårde slagsmål mellem politikere og presse.

- Den journalistiske etik og professionalisme er, at man adskiller sig fra sine private holdninger, når man udfører sit fag. Det er sådan, det skal være. Ved at udskælde og udskamme navngivne journalister forsøger politikerne at trække journalisterne ud af den rolle. Det har vi set i USA, hvor Donald Trump og andre politikere er meget personlige i deres angreb, siger Lars Werge.

Medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen (DF) står bag debatbogen 'Det store EU-bedrag - mediernes fortielser og fordrejninger', der er finansieret med EU-midler. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Forsker: Mediekritik har altid eksisteret

Medieforsker og professor Kim Christian Schrøder er dog uenig med formanden for Dansk Journalistforbund i, at politikerne generelt er blevet hårdere i deres kritik af medierne.

- Det er ikke noget helt nyt. Det har i mange år været almindeligt, at politikere har kritiseret medierne. Mediefeltet har været en arena, hvor man hurtigt har kunne score nogle point som politiker og vække opmærksomhed. For når medierne bliver kritiseret, så dækker medierne det som regel ret hurtigt og omfattende, så derfor har man før set politikere profilere sig på at kritisere medierne, siger Kim Christian Schrøder, der er professor ved Institut for Kommunikation på Roskilde Universitet.

Medieforskeren kalder det dog en "radikal måde, som Anders Vistisen er gået til værks på, når han ligefrem udgiver en hel bog, der har kritik af medierne som tema."

- Det har man nok ikke set før. Men at politikerne er kritiske over for medierne og bestemte journalisters dækning af enkeltsager, det er bestemt ikke noget nyt. Det er ganske almindeligt, at medierne får kritik af en given dækning, siger Kim Christian Schrøder og tilføjer:

- På længere sigt kan det være med til at svække tilliden til medierne. Men det er ikke noget, vi ser tegn på lige nu. Men hvis det griber om sig, og det bliver en mere dominerende måde at tale om medierne på blandt politikerne, så kan man ikke udelukke, at det kan få nogle negative konsekvenser, siger medieforskeren.

Facebook
Twitter