JP/Politiken opgiver at overtage Børsen

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt alvorlige betænkeligheder ved fusionen, og nu må bladhuset nøjes med at købe halvdelen af Børsen.

JP/Politikens Hus ville med købet af Børsen kunne skade konkurrence på flere markeder, vurderer Konkurrencerådet. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Danmarks største privatejede mediehus, JP/Politiken, har opgivet sine planer om at købe hele dagbladet Børsen, efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt alvorlige betænkeligheder ved fusionen.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Konkurrencerådet indstiller derfor behandlingen af fusionen.

Nu overtager JP/Politikens Hus i stedet kun 49,9 procent af aktierne og indgår dermed kun som delvis ejer af avisen.

Formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, oplyser, at rådet ikke har truffet en afgørelse i sagen, men at vurderingen pegede på, at virksomheden ville ende med at blive så stor, at det kunne skade konkurrencen.

- I sidste ende kunne fusionen gå ud over blandt andre læsere og annoncører i form af for eksempel højere priser på aviser og annoncer, ringere udvalg og mindre innovation i avisbranchen, udtaler han i en pressemeddelelse.

Omfattende beregninger

Den vurdering bygger ifølge styrelsen på nogle af de mest omfattende markedsundersøgelser og beregninger, der er lavet i en dansk fusionssag.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at fusionen kunne have hæmmet konkurrencen betydeligt på otte markeder, heriblandt markedet for dansksprogede, landsdækkende, betalte, daglige nyheder på print og markedet for annoncering på print.

JP/Politikens Hus og Børsen har ifølge formanden ikke fremlagt løsninger for Konkurrencerådet, der kunne mindske fusionens negative virkninger på konkurrencen.

En fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, godkendes.

Omvendt skal fusioner, som hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, forbydes.

Facebook
Twitter