Julens elforbrug bliver for første gang dækket af vindmøllestrøm

Familien Danmark kan sætte sig til julebordet med ekstra god samvittighed i år.

For første gang nogensinde i Danmark bliver næsten hele elforbruget juleaften dækket af vindenergi. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Når nu det ikke blev til en hvid jul i år, så kan danskerne glæde sig over, at det til gengæld bliver en rekordgrøn en af slagsen.

Det kraftige blæsevejr betyder nemlig, at el fra vindmøller vil dække det samlede elforbrug i Danmark, netop mens anden og flæskestegen ligger og syder i ovnen.

- Meget tyder på, at når vi når frem til klokken 17.30, så er vi oppe på at levere tæt på 100 procent af den strøm, der bruges i Danmark, baseret på vindenergi, siger energiminister Lars Christian Lilleholt (V).

Elforbruget juleaften topper før spisetid mellem klokken 17 og 18, hvor der er gang i komfurerne. Her vil forbruget være 13 procent højere end på en gennemsnitlig dag.

I den time leverer vindmøllerne på grund af blæsevejret hele 4.800 MW - 3.300 MW fra vindmøller på land og 1.000 MW fra havvindmøller.

- Det betyder, at når vi sætter anden og flæskestegen ind i ovnen, så kan vi gøre det med rigtig god samvittighed, så bliver det grøn jul, siger Lars Christian Lilleholt.

Strøm fra vindmøller er stigende

Vindandelen af det samlede energiforbrug er generelt stigende år for år. Og samlet set stod de vedvarende energikilder for 31 procent af vores energiforbrug sidste år.

- Det stiger sandsynligvis i år. Og det kommer det også til i de kommende år, siger Lars Christian Lilleholt.

Regeringen har en ambition om, at i år 2030 skal 50 procent af Danmarks samlede energiforbrug være baseret på vedvarende energi.

For få måneder siden indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om, at der de næste to år skal afsættes en milliard kroner årligt til udbud på sol- og vindenergiområdet.

Her skal projektudviklere med solceller, landvindmøller og kystnære havvindmøller konkurrere om at levere så meget strøm som muligt.