Juletræskonflikt får unge til at smadre TV2-bil

Konflikten om det manglende juletræ i Egedalsvænge fik i dag en flok unge til at kaste brosten efter TV2-journalister.

Konflikten om det manglende juletræ i Egedalsvange i fik en flok unge til at kaste brosten efter TV2-journalister.

To af TV2's journalister fik sig tidligere i dag en slem forskrækkelse, da de var i Kokkedal for at dække en gruppe beboeres forsøg på via en underskriftindsamling at erklære mistillid til bestyrelsen i Egedalvænges beboerforening.

Bestyrelsen har i de seneste dage befundet sig midt i et heftigt stormvejr, fordi den nægter beboerne i området et juletræ.

Brostenskast

De to TV2-journalister befandt sig tæt på underskriftindsamlingen, da de hørte et højt brag fra området, hvor deres sendevogn holdt parkeret. Her havde 25 hætteklædte unge stillet sig op med brosten mellem hænderne.

De smadrede ifølge TV2.dk brosten ind igennem ruderne på sendevognen og råbte efterfølgende, at journalisterne var nynazister.

Gruppen af unge var af den overbevisning, at mediernes dækning af det manglende juletræ i Egedalsvænge har været skyld i, at muslimske kvinder og børn er blevet chikaneret.

De to journalister fortæller til TV2.dk, at de følte sig truet af flokken og hurtigt valgte at forlade stedet.

Angreb på hele pressen

DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er rystet over episoden på hele pressens vegne.

- Disse angreb retter sig ikke bare mod enkelte reporterhold. Det er et utilstedeligt angreb på hele pressen og den frie nyhedsindsamling. Jeg må på det skarpeste tage afstand fra en tendens, som vi ser flere og flere eksempler på, hvor utilpassede unge søger at knægte nyhedsformidlingen. Det må ikke lykkes dem, siger Ulrik Haagerup.

FacebookTwitter