Juli styrer mod rekorder: 'Det er ligesom at være sydpå'

Hvis julivejret fortsætter som nu, vil måneden slå rekord på nedbør og solskinstimer.

Dennis Hansen og kæresten Lene Jørgensen er lige begyndt deres ferie. De har valgt at blive i Danmark i stedet for at tage til udlandet, som de har gjort de seneste ti år. (Foto: Christina Nordvang Jensen)

Klokken har kun lige passeret 10 i dag, men Lakolk strand på Rømø er allerede fyldt op med flere hundrede biler og campingvogne, der har søgt mod luft og vand ved den kilometer lange og brede strand mod Vesterhavet.

Det er forståeligt, at så mange mennesker har valgt at køre mod vandet.

Med seks dage tilbage af juli står måneden til at slå rekord på både solskinstimer og nedbør. Det fortæller John Cappelen, der er seniorklimatolog hos DMI.

- Når måneden er omme vil antallet af solskinstimer ligge på omkring 332 timer. Det er det solrigeste, siden målingerne begyndte i 1920. Den seneste rekord var i 2006, hvor der blev målt 321 solskinstimer, siger han.

Og som det ser ud nu på prognoserne vil juli også blive rekordtør, fordi der er faldet så lidt regn. Der vil komme 15 millimeter gennemsnitlig regn i juli.

- Det vil blive et kapløb mellem årstallene, og juli 2018 kan meget vel lande på en førsteplads for nedbør, når måneden er slut, siger John Cappelen.

Usædvanlig sommer

Mellem turister og børnefamilier har Dennis Hansen og kæresten Lene Jørgensen slået sig ned.

- Det er ligesom at være sydpå. Man er nødt til at tage mod stranden i det her vejr. Det er virkelig lækkert, men virkeligt varmt, siger Dennis Jørgensen, der er kørt tre kvarter for at nå stranden.

Denne sommer har indtil videre vist sig at være markant anderledes, end hvad Danmark har oplevet de seneste mange år. Ifølge John Cappelen er det usædvanligt, at det tørre og solrige sommervejr har varet så længe.

- Siden maj har der været en temmelig fastlåst verjsituation. Vi mangler selvfølgelig stadig august for at kunne sige noget om hele sommeren. Men jeg mener, at tørken i år er noget af det værste, vi har oplevet i dansk vejrhistorie. Tørken i 1994 var ligeledes slem med 50 dages tørke. Men i år har det jo næsten varet tre måneder, siger John Cappelen.

Første ferie i Danmark i ti år

Det er også på grund af vejret, at Dennis Hansen og Lene Jørgensen i år har valgt at holde ferie i Danmark. Det er første gang i ti år, at de ikke tager til udlandet.

- Det er virkelig fedt. Danmark er jo skøn i sol og varme. Så behøver man ikke noget andet. Når vi bader her, er det jo virkelig varmt. Det er ligesom at være sydpå, siger Lene Jørgensen.

Dagens frokost er også gemt godt væk under parasollen i køletasker. Præcis som de fleste andre på stranden. Over alt i sandet er der slået telte op eller stukket farvestrålende parasoller ned i den varme bund.

  • Flere hundrede mennesker har søgt mod stranden på Rømø i det varme vejr. Mange er tyske turister, der er på ferie i Danmark. (Foto: Christina Nordvang Jensen)
  • Der er tre livreddede på arbejde på stranden for at sørge for, at der ikke sker nogle ulykker. (Foto: Christina Nordvang Jensen)
  • Et stykke væk fra den menneskefyldte strand ligger Sønderstrand. Her er flere sportsaktiviteter på stranden. Blandt andet såkaldt "kite buggy", hvor man suser rundt på sandet med vindens fart. (Foto: Christina Nordvang Jensen)
  • Der er gang i sandslottene på stranden. (Foto: Christina Nordvang Jensen)
  • Allerede inden middag var det meste af stranden fyldt op med køretøjer og mennesker (Foto: Christina Nordvang Jensen)
  • Frokosten er medbragt i køletasker, og de fleste har taget parasoller med for at få lidt skygge. (Foto: Christina Nordvang Jensen)
1 / 6

Travlhed hos livredderne

Men med sol og varme kommer også travlhed hos livredderne på de danske strande. Et par meter fra det jyske par holder Tryg Fondens livredderes bil klar.

To medarbejdere er for længst gået ud i vandet for at holde øje med de mange mennesker, der tager en dukkert. Det summer af vandpjask, grin og snak over vandoverfladen.

På land står amerikaneren Chris, der har arbejdet som livredder i ti år i både USA og Australien. Han er en del af et udvekslingsprogram og har i år valgt at være livredder på de danske strande. Det er første gang, at han er i Danmark – ja faktisk Europa.

- Der er virkelig mange mennesker, og vi har allerede haft mange, der skulle have hjælpe. Det er med at holde øje hele tiden. Men de danske livreddere er virkelig dygtige. Jeg har aldrig oplevet et bedre træningsprogram og organisering. Jeg er meget imponeret, siger han.

Livredderne har travlt med at holde øje med alle mennesker, der tager sig en kølig dukkert i Vesterhavet. (Foto: Christina Nordvang Jensen)

De seneste dage har ambulancefolk allerede været tilkaldt et par gange. En gang på grund af en kvinde, der slog ryggen. Og en anden gang på grund af et ildebefindende.

- Det er nærmest som at være i Australien. Jeg havde slet ikke forventet det her vejr i Danmark, siger Chris.

Intet vejr er perfekt

Et par hundrede meter bag den kilometer lange karavane af mennesker og køretøjer er flere drager blevet sendt i vejret. Der er både søløver og mariehøner, der har skue ud over menneskeflokken.

Fra et par klapstole sidder Søs og Jørgen og studerer dem. De er søgt væk fra varmen i Ribe.

- Det er ret atypisk, at vi er på stranden. Det plejer vi ikke. Men i disse dage er vi nødt til det. Vi har brug for noget vind.

Hvad synes I om, at det har været så varmt i år?

- Vi blev lidt snydt sidste år, så det er dejligt, at det er så godt nu. Men det er da lige til den varme side i disse dage, siger Jørgen og Søs supplerer:

- Men intet vejr er perfekt. Det ideelle ville være regn om natten og sol om dagen. Det er svært at få opfyldt, så det er bare med at nyde det, vi kan få.

DR Vejret har taget hul på den sidste uge af sommertogtet langs Margueritruten og sender i dag for sidste gang fra Højer. Du kan se 'Vores vejr' på hverdage klokken 18.55 på DR1 eller på dr.dk her.

Facebook
Twitter