Dyrlægestuderende Julie Korsgaard er vokset op i byen Gedsted i Vesthimmerland. Det er derude, hvor køerne græsser langs Limfjorden, hvor det er hurtigere at sende en lægehelikopter end en ambulance, og hvor erhvervsuddannelserne er populære, fordi de er den eneste uddannelsesmulighed. Hvis altså du vil blive tæt på hjemstavnen.
Det ville Julie egentlig gerne. Men siden 4. klasse har hun vidst, at hun gerne ville være dyrlæge. En uddannelse, der ligger på Frederiksberg, langt fra de græssende køer.
- Jeg ville hellere have studeret alle andre steder end København. Byen siger mig virkelig ingenting, siger Julie Korsgaard, som i dag er 21 år og studerer på andet semester.
Hun har siden folkeskoleårene ønsket, at hendes drømmeuddannelse ville komme til Jylland. Et ønske, der kan blive til virkelighed, hvis regeringen får opbakning til sit udspil om at oprette 25 nye uddannelser uden for landets store studiebyer.
Heriblandt er dyrlægeuddannelsen, der skulle starte op i Foulum nær Viborg, 30 kilometer fra Julies hjemby. Hvad man på de kanter ville kalde et stenkast væk.
'Det er altså ikke alle unge, der synes, storbyen er fed'
Helt så lang er turen med S-toget ikke, når Julie skal fra sin studiebolig i Albertslund til dyrlægeuddannelsen på Frederiksberg. Alligevel oplever hun, at hendes medstuderende kigger mærkeligt på hende, når hun siger, hvor hun bor.
- De forstår ikke, at man gider bo så langt ude.
Men det gider man godt, når man er vant til, at busserne kører hver anden time, og et besøg i den nærmeste storby er en dagstur.
Julie kalder sig selv “meget jyde” og bruger sit ophav som begrundelse for, hvorfor hun hellere vil spare penge på huslejen og så pendle ind til byen. Og huslejen bruger hun som begrundelse for, at man ikke bør placere en uddannelse kun i København.
- Jeg forstår ikke, at den skal ligge i den største by med de største boligvanskeligheder. Ikke når det er det eneste sted, man kan blive dyrlæge, siger hun.
For Julie er hovedstaden overvældende, og hun synes, folk har mange holdninger, hun ikke er vant til hjemmefra. Og hun er sikker på, hun ikke er den eneste, der er glad for, at flere uddannelser flytter ud til de mindre byer.
- Ja, mange synes, det er fedt nok at flytte til storbyen. Men det er altså ikke alle unge, der synes, storbyen er fed.
Hvorfor så ikke vælge en anden uddannelse?
Julie Korsgaard er blevet tvunget til at læse i København, hvor hun ikke har lyst til at bo. Men hun er ikke blevet tvunget mere, end at hun bare kunne have valgt en anden uddannelse.
Hvis du så gerne ville bo i Jylland, hvorfor uddannede du dig så ikke veterinærsygeplejerske i Kolding i stedet?
- Jeg har været i praktik som veterinærsygeplejerske i folkeskolen og fundet ud af, at det er dyrlægens job, jeg drømmer om. Så nu har jeg valgt at ofre de fem til seks år på at få den uddannelse. Sådan ser jeg på det.
Julie regner med at skulle arbejde i mange år, når hun er færdiguddannet. Derfor vil hun gerne “ofre” sine studieår på at bo i København, så hun kan vende hjem til Jylland og arbejde som dyrlæge for heste, grise og køer.
Men ifølge hende er det ikke alle, der ville flytte for drømmestudiet.
- Der er mange, som har drømt om at blive dyrlæge ligesom mig, men ikke gjort det, fordi uddannelsen ligger i København, mener hun.
Julie ærger sig over, at udspillet først kommer nu, og hun misunder de kommende dyrlægestuderende, at de måske både kan søge ind i Foulum og København.