Jumbojet i medvind: Vinden smadrede atlantisk fartrekord

Jetstrømmen der stod bag stormen 'Ciara' kappede også to timer af flyvetiden over Atlanterhavet.

En Boeing 747 jumbojet fra British Airways slog i weekenden fartrekorden mellem New York og London. Med god hjælp fra jetstrømmen, der også står bag det kraftige blæsevejr over Danmark og stormen Ciara, der ramte Nordeuropa (Arkivfoto) (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Det kraftige blæsevejr har rusket i store dele af Nordeuropa i løbet af weekenden. Men ikke kun med oversvømmelser og væltede træer til følge.

Vinden gjorde nemlig også, at en Boeing 747 jumbojet slog fartrekorden for hurtigste flyvetur mellem New York og London.

Kun fire timer og 56 minutter tog det, før British Airways-maskinen landede i London. Det var hele to timer tidligere end forventet ankomst.

Det skriver CNN og flightradar24.com.

- Vi vægter altid sikkerheden over fartrekorder. Men de kompetente piloter fik det bedste ud af situationen, så vores kunder kunne ankomme til London før tidsplanen, sagde en talsperson fra British Airways ifølge CNN efter den hurtige flyvetur.

Slog Norwegian af pinden

Den gamle rekord var på fem timer og 13 minutter, som norske Norwegian stod noteret for.

Forklaringen på, at det temmelig store passagerfly kunne flytte sig så hurtigt over Atlanterhavet, skal findes i jetstrømmen.

Det er en kraftig vind, der blæser i samme højde, som passagermaskinerne flyver. Det var den samme jetstrøm, der i weekendens løb forsynede stormen 'Ciara' med energi.

Blæsevejret nåede ikke stormstyrke i Danmark og fik aldrig et officielt navn. Men i England og andre dele af Nordeuropa var blæsten kraftig nok på til at blive navngivet.

Det betød samtidig - ifølge CNN's meteorolog - at jetstrømmen havde mere fart på end normalt. Og med den i ryggen kunne Boeing 747'eren opnå en topfart på 1.327 kilometer i timen.

Det er på papiret hurtigere end lydens hastighed. Men i virkeligheden gennembrød jumbojetten ikke lydmuren, fordi maskinen blev skubbet fremad af den kraftige jetstrøm.

Den fløj derfor stadig langsommere end lyden i forhold til den omgivende luft.

Opdatering: Det skal naturligvis bemærkes, at der er tale om fartrekorden for underlyds-passagerfly.

Rekorden for overlyds-fly som eksempelvis Concorden, der fløj med knap 2.000 km/t, er selvfølgelig ikke en del af regnestykket. Concorden flyver ikke længere, men da den gjorde, var rekorden på knap tre timer.