Jurastuderende splittede om udklædningsdebat: 'Det kan medføre racisme'

To studenterforeninger har trukket fronterne op i debatten om udklædning.

(ARKIV) (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

De jurastuderende på København Universitet er splittede ovenpå fakultetsledelsens mail, der bad tutorerne om ikke at lave stereotypiske udklædningstemaer, der kunne være 'krænkende' eller 'anstødende'.

Internt i en Facebook-gruppe for de jurastuderende har der været livlige diskussioner, siden tænketankdirektøren Jacob Mchangama på Twitter og Facebook delte en mail, der var sendt fra ledelsen til tutorerne.

To studenterforeninger, Konservative Jurister og Progressive Jurister, har trukket fronterne op og placeret sig på hver side af debatten.

I førstnævnte organisation mener man, at studerende er voksne og selv bør kunne sige fra, og at 'vores studie ikke skal være en politisk kampplads for venstrefløjens identitetspolitik'.

- Vi stiller os uforstående over for, hvorfor udklædning kan tolkes som en krænkelse, skriver Ida Krogh Olsen, formand for studenterorganisationen, i en mail til DR Nyheder.

- Der er ikke tale om arrangementer, hvor der peges fingre af særligt udsatte grupper eller minoriteter, men derimod blot harmløse aktiviteter, hvor alle klæder sig ud efter forskellige temaer, skriver hun.

- Hvis man ikke ser sig klar til selv at sige fra, kan man med fordel vente med at søge optagelse på jurastudiet.

Åbner for racisme

Den udlægning kan de slet ikke relatere til i Progressive Jurister. Ifølge foreningen skal der være plads til alle, og det er der ikke, hvis man opdeler folk i stereotypiske temaer såsom indianere og mexicanere, der fastholder karikaturer.

- Det handler om, at man ikke skaber en kultur, hvor der er plads til racisme. Der skal være et trygt og godt miljø på studiet. Man skal ikke som helt ny mødes med fordomme og krænkende adfærd, siger Mads Markvard Holscher fra foreningen og fortsætter:

- Man siger jo til folk, der netop er startet, at de skal karikere de her mennesker ud fra hudfarve og kultur. Det åbner op for racisme, og jeg er fuldkommen uforstående over for folk, der forsvarer det.

Mads Markvard Holscher argumenterer for, at man skal se den konkrete sag i en større kontekst.

- Det er også dybt problematisk, hvis vi for eksempel alle skal være sexede sygeplejersker, og folk føler sig pressede. Vi ved, der eksisterer sexisme og racisme. Og det skal vi være bevidste om - også på jurastudiet.

Derfor er han tilfreds med, at fakultetet har valgt at sætte rammer op for tutorerne, der bærer et ansvar.

Undskyldning for at drikke tequila

I foreningen Forenede Jurister, der er en af studiets største studenterorganisationer, forstår man også godt, at ledelsen har sendt mailen ud, da 'Københavns Universitet om nogen skal være dem, der går forrest for mangfoldighed, ligestilling og nultolerance for diskrimantion'.

- På jura går vi meget op i trivsel, da vi mener en god studietid og trivsel hænger sammen, fortæller Sofie Rasmussen, formand for Forenede Jurister, og fortsætter:

- Et mexicaner-tema er formentlig bare en god undskyldning for at drikke tequila og Corona til sociale arrangementer. Kan vi opnå samme formål uden udklædningen, der potentielt kan opleves krænkende? spørger hun.

Foreningen gør opmærksom på, at prodekanen ikke har udstedt et regulært forbud mod udklædning, men blot appelleret til tutorerne.

Facebook
Twitter