Jurist advarede bunkerfirmas direktører: Jetbrændstof ender 'med overvejende sandsynlighed' i Syrien

Ny afslørende mail blev lagt frem på dag seks af retssagen mod Dan-Bunkering for sanktionsbrud.

Dan-Bunkering er titalt for at have leveret 172.000 ton jetbrændstof til brug i Syrien fra 2015 til 2017. Kunden handlede for det russiske militær, der gennemførte omfattende bombetogter i Syrien i den periode. (Foto: Ruslands forsvarsministerium via REUTERS TV) (Foto: Reuters Tv © Scanpix Denmark)

Hvorfor fortsatte det fynske firma Dan-Bunkering med at levere jetbrændstof til en russisk kunde, efter at Erhvervsstyrelsen i december 2016 spurgte firmaet, om det var involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien?

Det spørgsmål borede anklagerne i i dag, hvor to direktører fra Dan-Bunkering og ejerselskabet Bunker Holding blev afhørt i retssagen mod Dan-Bunkering for brud på EU's sanktioner.

Under afhøringerne fremlagde anklagerne en afslørende mail. Den viste, at en juridisk rådgiver internt i koncernen hejste et advarselsflag efter Erhvervsstyrelsens henvendelse. Men alligevel fortsatte leverancerne altså.

Mail til direktører

Det var lillejuleaften, den 23. december 2016, at Erhvervsstyrelsen henvendte sig til Dan- Bunkering og bad dem redegøre for, om firmaet havde medvirket til at levere jetbrændstof til Syrien i strid med EU's sanktioner. Det havde styrelsen dagen forinden modtaget oplysninger om fra USA.

En måned senere skrev Dan-Bunkering i et svar til Erhvervsstyrelsen, at man havde gennemgået alle sine handler med jetbrændstof, og at der ikke var noget, der tydede på, det skulle være endt i Syrien.

Men en mail, som blev fremlagt i dag i Retten i Odense, viser, at juridisk rådgiver i ejerselskabet Bunker Holding, Casper Dybdal, dengang havde en helt anden vurdering af, om Dan-Bunkering overtrådte sanktionerne.

Mailen er fra 6. februar 2017, efter at Dan-Bunkering havde svaret Erhvervsstyrelsen. Dan-Bunkering ville nu gerne lave en ny handel med jetbrændstof med den russiske kunde. Det fik juridisk rådgiver Casper Dybdal til at advare koncernens direktører:

- Men vi er jo nu blevet gjort opmærksom på, at produktet med overvejende sandsynlighed ender i Syrien. Hvad er jeres take på det?

Mailen er sendt til fire direktører i Dan-Bunkering og Bunker Holding, blandt andre den administrerende direktør i Bunker Holding, Keld Demant. Han står i dag tiltalt i sagen om ulovlige leverancer af jetbrændstof til Syrien.

- En mærkelig formulering

Også Dan-Bunkerings direktør, Claus Bulch Klausen - dengang vicepræsident i firmaet -modtog mailen. Han blev afhørt i retten i Odense i dag, og han forklarede, at han havde undret sig over mailen dengang.

- Jeg tænkte, det var en mærkelig formulering, da vi lige havde kigget alle ting igennem og set, at det ikke endte i Syrien. Det må stå for Casper Dybdals regning. Det var ikke vores opfattelse, forklarede Claus Bulch Klausen.

Han er ikke tiltalt i sagen, men blev afhørt som repræsentant for Dan-Bunkering.

Den juridiske rådgiver, Casper Dybdal, gjorde i mailen fra 2017 også opmærksom på, at Erhvervsstyrelsen havde skrevet til Dan-Bunkering, at de kunne se "det fortsætte".

- Så på en måde følger de jo med i handlerne.

Casper Dybdal anbefalede, at hvis handlerne skulle fortsætte, skulle der indsættes en klar erklæring i aftalerne med kunden om, at jetbrændstoffet ikke var til brug i Syrien.

Yderligere otte leverancer

Den anbefaling gav Dan-Bunkerings nuværende direktør, Claus Bulch Klausen, videre til Dan-Bunkerings kontor i Rusland, som stod for handlerne med jetbrændstof. Og så forventede man, at medarbejderne i Rusland sørgede for, at handlerne foregik, som de skulle, lød forklaringen.

Ifølge tiltalen var der herefter yderligere otte leverancer af jetbrændstof frem til maj 2017.

Senioranklager Andreas Laursen påpegede i retten, at Dan-Bunkering gentagne gange havde leveret jetbrændstof til russisk militær på et tidspunkt, hvor Rusland udførte bombetogter i Syrien. Og at Dan-Bunkering leverede brændstoffet i havne i Middelhavet, ikke langt fra Syrien.

De russiske skibe, der sejlede jetbrændstof for Dan-Bunkerings russiske kunde, slukkede konsekvent for deres lokationssendere, når de nærmede sig Syrien, ifølge oplysninger fremlagt af anklagemyndigheden.

Overvejer man, hvad russerne skal bruge jetbrændstoffet til med de næste handler?

- Nej, der er ikke noget i vores undersøgelse, der viser, at de bruger det til noget forkert, lød svaret fra Claus Bulch Klausen.

Også økonomidirektør Michael Krabbe fra ejerselskabet Bunker Holding blev afhørt i retten i dag. Heller ikke han er tiltalt, men blev afhørt som repræsentant for virksomheden.

Michael Krabbe forklarede, at Bunker Holding har et meget stor fokus på at overholde sanktioner og også havde det dengang.

- Hvis der er noget, der betyder meget for os, er det, at vi ikke begår sanktionsbrud, sagde han.

Op til domstolen

Bunker Holding har til en skriftlig afhøring i sagen forklaret, at virksomheden i 2017 ikke mente, Dan-Bunkering var involveret i transport af jetbrændstof til Syrien, da Erhvervsstyrelsen spurgte til det.

Er du enig i den opfattelse, Bunker Holding havde dengang? spurgte anklager Andreas Laursen.

- Ja, som det så ud dengang.

Og som det ser ud nu?

- Det vil jeg overlade til denne domstol at afgøre, lød det fra økonomidirektør Michael Krabbe.

Retssagen fortsætter tirsdag i næste uge. Der skal den administrerende direktør for Bunker Holding, Keld Demant afhøres. Topdirektøren er tiltalt for at have medvirket i de otte leverancer af jetbrændstof, der fandt sted, efter at Dan-Bunkering svarede Erhvervsstyrelsen i i starten af 2017.

Anklagemyndigheden har lagt op til, at der under afhøringen vil blive afspillet lydklip fra hemmelige telefonaflytninger, som bagmandspolitiet har lavet i 2019 - kort efter DR's afsløringer i sagen.

Retssagen ventes afgjort inden jul.

FacebookTwitter