Justitsminister: De hjemvendte hellige krigere skal overvåges

Der skal holdes øje med de 50 hjemvendte Syrien-krigere, siger Justitsminister Karen Hækkerup, der vil skræmme andre fra at tage afsted.

Der skal holdes øje med de borgere, der vender hjem fra såkaldt hellig krig.

Sådan lyder det fra Justitsminister Karen Hækkerup (S), efter at det i dag kom frem, at 50 udlandsdanskere er kommet hjem til Danmark efter at have kæmpet i Syrien.

- Hvis folk vender tilbage, så tager vi en samtale med dem. Vi overvåger også, hvad folk foretager sig, siger Karen Hækkerup til DR Nyheder.

Andre skal smides ud

Samtidig skal de, der fremover vælger at tage af sted, straffes med udsmidning, mener hun.

- Vi siger til udlændinge, at hvis de har fået en advarsel imod at rejse, men alligevel tager af sted, så skal de vide, at konsekvensen er, at de mister deres opholdsgrundlag, siger Karen Hækkerup til DR Nyheder.

Hun mener, at tiltaget vil få en afskrækkende effekt på andre, der overvejer at rejse til Syrien eller Irak for at kæmpe.

Har kæmpet for IS

50 personer er hjemvendt til Danmark, efter at have rejst til Syrien for at deltage i den væbnede konflikt, vurderer Politiets Efterretningstjeneste, PET. En betragtelig del af disse har kæmpet for terrororganisationen, Islamisk Stat, IS.

De bedømmer, at nogle af de hjemvendte er blevet mere radikaliseret af opholdet, mens andre har fortrudt rejsen. De bedømmer også, at trusselsniveauet er alvorligt.

Forebyggelse er det vigtigste

Alligevel mener Justitsminister Karen Hækkerup, at fokus skal være at forhindre andre danske udlændinge i at tage af sted.

- De skal vide, at hvis de tager af sted, så er døren lukket, når de kommer tilbage, siger hun.

Hvis de alligevel vender hjem, skal der holdes skarp øje med, hvad de foretager sig, lyder det.

Regeringen vil smide hellige krigere ud

De nye tal har dagen igennem skabt debat, og flere partier har lagt løsningsforslag på bordet.

Regeringen har foreslået, at danske borgere, der rejser til Syrien for at kæmpe skal have frataget deres opholdstilladelse.

Facebook
Twitter