Justitsministeriet om DF-forslag: Forbud mod religiøs hovedbeklædning er ulovligt

DF har længe ønsket et forbud mod religiøs hovedbeklædning for offentligt ansatte.

DF håber at få forbuddet igennem, selv om Justitsministeriet har vurderet, at det er ulovligt. (Foto: Brian Bergmann)

I 2017 fremsatte DF et forslag om at forbyde religiøs hovedbeklædning hos offentlige ansatte i arbejdstiden.

Det ville betyde farvel til for eksempel slør, tørklæder, turbaner og kalotter.

Men sådan et forbud er ulovligt. Det har Justitsministeriet nu afgjort ifølge Berlingske.

Vurderingen fremgår af et skriftligt svar fra udIændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, i et svar til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Svaret afskrækker dog ikke Martin Henriksen, som er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti og formand for Integrations- og Udlændingeudvalget.

- Jeg ser en åbning i svaret fra ministeren, som gør, at et forbud for offentligt ansatte mod at bære synlige religiøse symboler og beklædning kan lade sig gøre, siger han til Berlingske.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © JENS NOERGAARD LARSEN)

Med eller uden borgerkontakt

En af Justitsministeriets anker mod forslaget fra DF er, at et forbud ville ramme alle offentligt ansatte - også dem, som slet ikke møder borgere, men blot sidder på kontor.

Martin Henriksen mener derfor, at det kan lade sig gøre at lave et forbud - kun for de ansatte, der har kontakt til borgerne.

- Dansk Folkeparti ønsker ikke at indføre et forbud mod små, diskrete smykker, men jeg synes, at man som borger i et demokratisk samfund bør kunne forvente at møde en offentligt ansat, der optræder neutralt og uden identifikationer på den pågældendes religiøse overbevisning, siger Martin Henriksen til Berlingske.

I 2017 vurderede EU's generaladvokat, at det kan være lovligt at forbyde tørklæder på arbejdspladsen efter to sager i Frankrig og Belgien, hvor kvinder var blevet fyret for at bære hijab i arbejdstiden.

Facebook
Twitter