Jyllands-Posten nye chefredaktør ville ikke have bragt Muhammed-tegninger

Avisen skal være mindre aktivistisk, siger Jacob Nybroe.

Jyllands-Postens nye chefredaktør, Jacob Nybroe, varsler en mindre aktivistisk avis fremover. (Foto: Miklos Szabo)

- Når man har mange stykker journalistik om det samme emne – om islam og integration – så kommer det til at virke, som om man har et ærinde. Så bliver journalistikken til en kampplads, og det skal den ikke være. Den skal være 'we report, you decide'.

Med blandt andet disse ord varslede Jyllands-Postens nye chefredaktør, Jacob Nybroe, i et interview med P1’s Mennesker og medier i dag, at avisen skal være ”mindre aktivistisk”.

Den nye redaktør anerkendte, at "Jyllands-Posten har kæmpet en enormt stor kamp for alle, der holder af demokrati og ytringsfrihed – i Danmark og internationalt.”

Direkte adspurgt, om han – hvis han havde været chefredaktør i 2005 – ville have bragt de omstridte Muhammed-tegninger, lød svaret:

- Jeg må blankt indrømme, at da jeg så tegningerne første gang, syntes jeg, at det var et publicistisk skoleridt; se hvor vi gungrer… Og selv om det er retrospektivt, må jeg sige, at jeg ville ikke have bragt tegningerne – selv om eftertiden viste, at de rejste en relevant diskussion.

Jacob Nybroe tilføjede, at han i dag ikke kan forestille sig en situation, hvor Jyllands-Posten igen vil bringe tegningerne.

Hør hele interviewet med Jacob Nybroe på dr.dk/menneskerogmedier eller lørdag d. 13.03 på P1.

Facebook
Twitter