Jytte mistede seks familiemedlemmerScandinavian Star: Man var taknemmelig for at få dem hjem. Selvom det var i en kiste

Pårørende til de 159 døde i Scandinavian Star-branden kæmper stadig for at finde både sandheden og roen.

Påsken 1990 skulle have været noget helt særligt for familien Hansen i Hobro.

Jytte Hansen havde stået i køkkenet i otte dage, og der var dækket op med de hvide duge.

Jytte og hendes mand Bents ældste datter Marianne kom på besøg fra Oslo, hvor hun boede med sin norske mand Hans Kristian Hauge og deres to døtre Anne Katrine og Caroline Sofie.

Lille Caroline Sofie skulle nemlig døbes – og det skulle være i Hobro Kirke, hvor familien havde så mange gode minder fra.

- Det var der, vores familie var døbt, og der mine forældre blev gift. Der var meget tradition forbundet med Hobro Kirke, siger Jytte Hansen i den nye DR-dokumentar 'Scandinavian Star'.

Dåbskjolen var gjort i stand og hang klar med kysen.

Marianne, de to små piger, Hans Kristian og hans forældre tog færgen Scandinavian Star fra Oslo til Frederikshavn om aftenen den 6. april.

De havde ud fra billederne af færgen forventet, at de skulle med en luksusliner, men om aftenen ringede Marianne hjem til Hobro og fortalte, at skibet var forfærdeligt, og at de ikke havde fået deres køjer endnu, fortæller Jytte.

- Jeg snakker med den lille Anne Cathrine. Hun talte sådan halvt dansk, halvt norsk. "Dumme båt, dumme båt" stod hun og sagde i telefonen. Det lille menneske.

Morgenen efter var familiens fremtid ændret for altid.

Marianne, de to små piger, Hans Kristian og hans forældre tog færgen Scandinavian Star fra Oslo til Frederikshavn om aftenen den 6. april.

Scandinavian Star blev bygget i 1971 og sejlede frem til den 7. april 1990, hvor tragedien indtraf. (Foto: grafik: Emil Thorbjörnsson © dr)

Skibet brænder, skibet brænder

Jytte blev vækket af en veninde, der ringede. Hun havde hørt i Radioavisen, at Scandinavian Star brændte.

- Jeg har aldrig hørt sådan et skrig siden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Det var et primalskrig eller urskrig. Det var min mor, der løb ned af gangen, og hun skreg bare "skibet brænder, skibet brænder", fortæller Mariannes lillesøster Rie Ørskov.

Mens Jytte og Rie ikke kunne stoppe med at græde, forsøgte Bent at mane til ro og beskytte familien. Det hele skulle nok gå.

- Men jeg kunne bare se, at det mente han jo ikke. Jeg kendte ham så godt, at jeg godt kunne se, at han var så angst, siger Rie.

Bent ville gerne være tæt på begivenhederne, så han tog den dengang 23-årige søn Michael Hansen med til Frederikshavn.

Hverken familien Hansen eller de andre pårørende til de 383 passagerer vidste endnu, hvor slemt det stod til på Scandinavian Star.

Lyset slukkede i øjnene

Michael husker stadig bilturen nordpå til Frederikshavn tydeligt.

- Det var en underlig biltur, fordi der løber en masse tanker igennem mig og sikkert også i min fars hoved. Det var fantastisk vejr. Helt stille vand. Helt ufatteligt, at der kan have udspillet sig en tragedie, siger han.

Imens Bent og Michael kørte for at få klarhed over situationen, havde Jytte og Rie svært ved at holde modet oppe derhjemme.

Jytte tog badekåben på, og så satte hun sig ellers i køkkenet og så på billeder af Marianne, Hans Kristian og de små.

I Frederikshavn var Bent og Michael i selskab med journalister fra hele Danmark, der var samlet for at rapportere seneste nyt fra branden.

De første meldinger gik på, at branden var påsat, og at alle ombord på færgen var blevet evakueret, men der gik ikke længe, før dødstallet begyndte at stige.

Senere på dagen kom der håndskrevne lister med dem, der var kommet på andre både. Og dem fik Bent og Michael lov at se.

Bent ringede hjem og sagde, at hverken Marianne, de to piger, Hans Kristian eller hans forældre fremgik af listen.

Jo længere tid der gik, des mindre blev chancen for, at de ville dukke op blandt de overlevende. Bent og Michael kørte hjem.

- Der slukkede lyset i min fars øjne. Vi vidste jo sådan set godt, at alt håb var ude, siger Michael.

Svære at identificere

Imens det var ved at gå op for familien, at de havde mistet seks af deres nærmeste, kom der flere og flere detaljer fra Scandinavian Star, der i første omgang blev slæbt til Lysekil i Sverige.

Branden var så voldsom, og det brændte i så mange timer, at det var svært at identificere nogle af de omkomne.

Brandmænd fortalte om det skrækkelige syn, der mødte dem, da de begyndte at bevæge sig rundt på færgen.

- Man begyndte at håbe på, at de i det mindste var identificeret, for det var der nogen, som ikke var, siger Rie.

Jytte kunne ikke klare tanken om, at de ville blive lagt i en massegrav i Norge. I sidste ende blev Marianne, Anne Katrine, Caroline Sofie, Hans Kristian og hans forældre dog identificeret.

- Man bliver jo taknemlig for at få dem hjem. Selvom det er i en kiste, siger Jytte.

Gravsten med Marianne, Hans Kristian, Anne Katrine og Caroline Sofie. (© dr)

Havde skudt dem

Ti dage efter branden, hvor i alt 159 mistede livet, var Bent og Michael tilbage i Frederikshavn – denne gang sammen med Jytte og Rie.

Her skulle de til en mindegudstjeneste for de første 14 kister, der var kommet i land.

I dagene efter branden havde flere overlevende passagerer kritiseret sikkerheden ombord på Scandinavian Star, og der blev rettet skarp kritik mod ejerne.

Da familien var ved at parkere bilen ved kirken i Frederikshavn, kørte en stor Mercedes op på siden af dem. I bilen vendte en af ejerne sig om, og hans blik mødte Jyttes, husker Rie.

- Han fortrak ikke en mine.

Jytte var rasende. Hvordan kunne de være det bekendt?

- Min mor skreg bare, "jeg slår ham ihjel, jeg slår ham ihjel”, siger Rie.

Bent forsøgte endnu engang at holde ro på situationen, men Jytte kunne ikke klare mere.

- Havde jeg haft en revolver, så havde jeg skudt dem. Simpelthen. Med koldt blod. Det kunne jeg have gjort, siger hun.

Jytte havde på ingen måde lyst til at gå ind i kirken, være med til mindehøjtideligheden og sidde i samme rum som ejerne.

Hun blev siddende i bilen, indtil præsten kom ud og fik hende overtalt til at komme ind i kirken.

Mindehøjtidelighed i Frederikshavn Kirke i 1990.

Græd, græd og græd noget mere

Familien var knust. Fuldstændig knust. På et tidspunkt forsøgte Bent og Jytte at komme lidt væk fra det hele ved at tage til Toscana i Italien. Men de kunne ikke flygte fra sorgen.

De stod op, spiste morgenmad og satte sig ud i bilen og kørte – og græd.

- Vi var ligeglade med, hvor vi kørte hen. Vi kørte bare. Vi kunne slet ikke klare at holde ferie sammen og hygge os, som vi plejede. Vi sad bare og græd og græd og græd. Hele dagen i bilen. Begge to. Vi kunne ikke tale sammen, fortæller Jytte.

Sorgen begyndte også at gå udover Rie og Michael. Børnene begyndte at blive forældre for deres forældre, og især Rie følte en enorm forpligtigelse ved nu at være den ældste og skulle sørge for de ting, som Marianne tidligere ville have sørget for.

Hun blev for eksempel rigtig god til at lave mad og andre ting i hjemmet.

- Jeg ville så gerne udfylde det der tomrum med noget, som jeg vidste, de satte pris på. Men det kan man jo ikke, siger Rie.

Rie og Michael mistede kort sagt deres familie den påskenat i 1990.

I videoen her fra 1994 fortæller Bent og Jytte om tabet af deres kære.

- I perioden efter havde jeg ingen forældre længere. Jeg havde min søster, men ellers havde jeg ingenting. Jeg havde ikke kun mistet min storesøster, jeg mistede også min mor og far, siger Michael.

De kunne ikke forstå, at de ikke var gode nok og begyndte at få følelsen af, ”kunne det ikke bare have været os?”

Der gik det op for Jytte, at hun skulle passe på de børn, hun havde tilbage. På et tidspunkt sagde Rie, at hun ville ønske, at det var hende, der var død, for så havde forældrene måske ikke været så ulykkelige.

Der sagde jeg til mig selv, "nu er det slut med det her." Ingen af vores børn måtte tro, at de ikke var lige højt elsket, siger Jytte.

Et skønt liv – men en høj pris

Jytte havde et stort behov for at tale om Marianne, Hans Christian, børnene og hvad der skete på Scandinavian Star. Det kunne Bent ikke, fortæller hun.

- Han sad bare sørgmodigt og kiggede ud over vandet. Sagde ikke noget. Græd bare.

Jytte kunne ikke tale med sin mand om tabet, og når hun prøvede, blev hun skubbet væk. Det samme gjorde en psykiater.

Han kom aldrig af med det og endte med at få kræft i maven og alle vegne.

Bent Hansen døde juli 2009. Lige indtil sin død holdt han fast i, at myndighederne manglede at komme med svar på, hvad der skete på Scandinavian Star.

- Da min far var døende, kaldte han Michael og mig op og sagde; "I må aldrig give op på Scandinavian Star”, siger Rie.

Ligesom alle de andre pårørende og overlevende til det, der bliver kaldt den største mordgåde i Skandinavien i nyere tid, mangler Jytte, Rie og Michael stadig svar.

- Hvis bare det kunne blive opklaret, så jeg kan slippe mine forpligtigelser, og så er jeg fri. Så er der punktum. Så jeg ikke skal have mareridt om det mere, siger Rie.

Jytte har i dag både børnebørn og oldebørn, som hun elsker overalt på jorden. Der er mange ting at glæde sig over. Men.

- Vi har haft et rigtig dejligt og skønt liv, men jeg synes godt nok også, at vi har betalt en høj pris.

Facebook
Twitter