K: Sænk kriminel lavalder til 14 år

V og K kommer Dansk Folkeparti i møde og vil sænke den kriminelle lavalder med et år. Vanvittigt, mener retsordførerne fra S og SF.

V og K kommer Dansk Folkeparti i møde og vil sænke den kriminelle lavalder med et år. Vanvittigt, mener retsordførerne fra S og SF. (© DR)

De Konservative er parate til at sænke den kriminelle lavalder til 14 år fra de nuværende 15. Det bekræfter partiets retsordfører, Tom Behnke, over for berlingske.dk.

Kommer DF i møde

Han forsvarer partiets nye kurs med, at samfundet udvikler sig.

- Både grovheden og alderen ændrer sig. Vi kan se, at fra de fylder 14 år, så accelererer det, siger Behnke.

Dansk Folkeparti har krævet den kriminelle lavalder sat ned til 12 år. Tom Behnke indrømmer, at regeringens egen ungdomskommission, som netop har afleveret sine anbefalinger, afviser at pille ved lavalderen.

Flere medier vil vide, at forslaget indgår i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale, når Folketinget åbner på tirsdag.

S: Hovedrystende åndssvagt

S og SF er nærmest lamslåede, siger de to partiers retsordførere til Ritzau.

- Det er trist og hovedrystende åndssvagt. Det, der skal til, er en social indsats. Forslaget vil fastholde unge i kriminalitet, men det er man åbenbart ligeglad med. Det skriger jo til himlen, at man vælger at gå den anden vej, når man lige har fået en 700 siders rapport fra Ungdomskommissionen, siger Karen Hækkerup (S).

SF: Vanvittig tanke

SF's Karina Lorentzen finder ligeledes tanken vanvittig.

- Jeg tror, regeringen vil fjerne fokus fra sagen om forsvarsministeren. De har jo simpelthen ikke gjort nok på det forebyggende område. Hvis det er truslen om straf, der afholder unge fra at begå kriminalitet, så skulle de jo holde op med det, når de fylder 15, siger hun.

Folketingets Retsudvalg har netop været i USA og se på bandekriminalitet, og det var skræmmende, mener Karina Lorentzen.

- Det er et samfund, der har spillet fallit. Man kan jo sætte børn ned til otte år i fængsel, og det er der intet kommet ud af, siger SF's retsordfører.

Facebook
Twitter