Kabinepersonale i sympati-demo med lærerne

SAS' kabinepersonale har mandag indkaldt til demonstration i solidaritet med lærerne, der forhandler overenskomst med KL, foran Forligsinstitutionen.

Mandag formiddag bliver parterne i skolelærer-konflikten, Lærerforeningen og KL, mødt af demonstrerende kabinepersonale. (Foto: DR © DR)

CAU, som organiserer 1.500 kabineansatte i SAS, møder mandag formiddag klokken 9:30 op foran forligsinstitutionen i Arbejdsmarkedets Hus i København for at demonstrere i sympati med folkeskolelærerne.

Her vil de demonstrerende kabineansatte være iført T-shirts med teksten 'Hold fingrene i ro Corydon og co.' og 'Det er OK at forhandle løn og vilkår'.

Uacceptabel indblanding

Selv om folkeskolelærerne og CAU umiddelbart ikke har meget til fælles på det arbejdsmæssige plan, er er begge grupper blevet presset af politikerne under overenskomstforhandlingerne, lyder det fra CAU's formand Helge Thuesen.

- Naturligvis må vi bidrage til at bevare velfærdssamfundet, men det er helt håbløst at forestille sig, at man kan spare sig til kvalitet. Og det er helt uacceptabelt, at man lader hånt om den danske model, som det skete under vores forhandlinger, og som det sker nu, siger Helge Thuesen til DR Nyheder.

Utidig indblanding

CAU-formanden henviser til den sms, som finansminister Bjarne Corydon sendte til Helge Thuesen under sidste års overenskomstforhandlinger med SAS, hvor han opfordrede kabinepersonalet til at imødekomme SAS' krav.

- Jeg havde en frygt for, at der ikke var skarp klarhed om, hvad der var de politiske realiteter, lød finansministerens forklaring på sms'en i november sidste år.

LÆS DRs store tema om skolekonflikten

Men det var utidig indblanding, mener Helge Thuesen - og det er det også, når politikerne blander sig i debatten om lærernes overenskomstforhandlinger:

- Det eksterne pres, man lægger på os arbejdstagere, bryder vi os ikke om. Vi skal have lov til at forhandle i fred og ro og få tingene løst selv, siger Helge Thuesen til DR Nyheder.

Facebook
Twitter