Kæmpe forskel på unges frafald fra erhvervsuddannelserne

Erhvervsskolerne kan i gennemsnit forbedre deres frafaldsprocent med 30 procent.

Der er stor forskel på, hvor mange unge der falder fra uddannelsen på de enkelte erhvervsskoler, viser en analyse. (Foto: Torben Christensen © Scanpix)

Knap halvdelen af de elever, der starter på en erhvervsuddannelse, gennemfører den aldrig. Men nu viser helt ny forskning, at der er kæmpe forskel på, hvor mange unge, der falder fra. Det afhænger nemlig helt af, hvilken erhvervsskole man går på.

Det viser en ny analyse fra Rockwool-fonden, der bliver offentliggjort torsdag formiddag.

Her har forskerne forsøgt at kortlægge frafaldet ude på de enkelte skoler. Resultatet vækker opsigt hos forskerne selv.

En gennemsnitlig erhvervsskole har nemlig et 30 procent højere frafald blandt eleverne, end de skoler der klarer sig bedst.

Det fortæller en af forskerne bag rapporten, Peter Bogetoft, professor på Copenhagen Business School.

- De kan få over en fjerdedel flere elever igennem uddannelsen, hvis de lærer af den skole med bedste praksis, siger han.

Meget overraskede forskere

Forskerne har i deres kortlægning forsøgt at rense tallene, så det eksempelvis ikke har nogen betydning for resultatet, hvilken folkeskole de unge kommer fra eller hvilken familiemæssige baggrund, de unge har.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af et udtræk af unge under 20 år på erhvervsskolerne. Selvom forskerne har forsøgt at tage højde for en lang række faktorer, så overrasker resultatet alligevel Peter Bogetoft.

- Jeg synes det er voldsomt (resultatet, red.). Det overrasker mig, fordi vi har været så forsigtige.

Ingen gabestok

Hvordan de enkelte skoler klarer sig i kampen om at fastholde eleverne, så de kan gennemføre en uddannelse, forbliver dog en hemmelighed. Forskerne har valgt ikke at offentliggøre de enkelte skolers resultater, fordi det kan resultere i, at nogle skoler kan blive hængt ud.

Hvis vi laver en rangliste, så bliver det en offentlig gabestok. Og så bliver det enkelttilfælde, der kan påkalde sig interesse. Det synes vi ikke, det fortjener, siger Peter Bogetoft.

Beslutningen om ikke at offentliggøre skolerne kan ses i sammenhæng med undervisningsminister Christine Antorinis beslutning om ikke længere at offentliggøre karakterlister fra folkeskolen.

Ranglisterne fik dele af den danske presse til at udråbe 'landets dårligste skole'.

Facebook
Twitter