Kæmpeskibet klarede broen

Verdens største krydstogtskib strøg kort efter midnat søndag i fin stil under Storebæltsbroen med 23 knob. Skorstenene kan sænkes - ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre.

Krydstogtskibet Oasis of the Seas klarede lige at sejle under Storebæltsbroen i nat. (Foto: Morten Bøgh)

Verdens største krydstogtskib, Oasis of the Seas, strøg søndag klokken 00.18 med en uhyggeligt lille margen under Storebæltsbroen, oplyser vagthavende hos VTS Storebælt, der overvåger skibstrafikken i farvandet.

Teleskopiske skorstene

Det 360 meter lange og 72 meter høje finskbyggede fartøj var forberedt på, at gennemsejlingshøjden under Storebæltsbroen er 65 meter. Teleskopiske skorstene, der kan sænkes, gør det muligt for Oasis of the Seas lige at snige sig under broen på vej fra værftet i Turku i Finland til hjemhavnen i Port Everglades i Fort Lauderdale i Florida.

Fuld fart frem

- Passagen skete i fin stil, siger Jan Brandt, der er chef for VTS Storebælt.

I samarbejde med de danske søfartsmyndigheder havde fartøjets amerikanske kaptajn, William S. Wright, valgt at passere broen, når vandstanden i Storebælt var lavest.

Samtidig skete det med fuld fart, knap 23 knob, som presser skibet yderligere ned i vandet og giver yderligere afstand til broen.

Otte milliarder kroner

De "sammenklappelige" skorstene har kostet rederiet Royal Caribbean 12 millioner kroner ekstra, mens hele det flydende hotel- og forlystelsesskib med 16 passagerdæk står i otte milliarder kroner.

Oasis of the Seas er i stand til at indkvartere flere end 6.000 passagerer og knap 2.200 besætningsmedlemmer. Jomfrurejsen i Caribien finder sted i begyndelsen af december.

Broen lukket

Det kæmpemæssige skibs passage under Storebæltsbroen lørdag aften havde fået mange til at trodse kulden. I Korsør var det vanskeligt at finde en parkeringsplads med udsigt til broen og det store skib.

Selvom der var taget højde for alt, var Storebæltsbroen af sikkerhedshensyn lukket i et kvarters tid.