Kænguruer fri på Fyn: Men de får svært ved at overleve

Fem kænguruer har siden natten til mandag været på fri fod.

Det er wallaby-kænguruer, som dem på billedet her, der er sluppet fri på Fyn. (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Scanpix)

Syv wallaby-kænguruer boede indtil i mandags på en privat ejendom i Fangel på Fyn, men om natten slap de løs.

Der er formentlig tale om, at nogen har lukket dem ud og ladet dem løbe frit.

To kænguruer er blevet bragt hjem igen, men fem af dem hopper muligvis stadig rundt på fri fod på Fyn. Flere af dem er blevet set i området. (Aktuel status er, at der mangler tre kænguruer. Resten er blevet fanget, red.)

Bliver de ikke fanget, er kænguruer dog ikke et dyr, vi skal begynde at vænne os til i den danske natur, siger Bjarne Klausen, der er direktør i Odense Zoo.

- Under alle omstændigheder er det ikke en naturlig hjemmehørende art, så vi skal ikke vænne os til dem, ligesom vi nok skal med ulve.

En ny slags rådyr

Havde vi været på vej mod sommerhalvåret, ville de godt kunne overleve i det fri. Men vinteren byder på udfordringer for de små kænguruer.

- Mængden af føde – altså blade, bark og græs - bliver mindre, når det bliver koldere, så de vil have sværere ved at overleve. Hvis vi får en hård vinter, så vil de ikke kunne klare det. Men de er relativt robuste i forhold til kulde, siger Bjarne Klausen.

Wallabyer er mindre eller mellemstore kænguru-arter. (Foto: TIM CHONG © Scanpix)

Han kalder kænguruerne for Australiens svar på hjorte. De har samme påvirkning på naturen, som krondyr og rådyr har herhjemme. Derfor vil det ikke gå ud over det danske økosystem, så længe der ikke er flere af dem.

- Hvis de kan overleve og formere sig, så kan man aldrig vide, hvordan de vil påvirke naturen, og om de vil udkonkurrere andre arter. Men sandsynligheden for, at de bliver invasive arter, er lig nul, forklarer Bjarne Klausen.

Kængurerne kan fanges med et net

Hvorfor de syv kænguruer er blevet sluppet løs vides ikke.

- Der er nogen, der har lukket dem ud. Om det er aktivister, der har lukket dem ud, eller om det er nogen, der ville stjæle dem, ved vi ikke endnu, har vagtchef Kenneth Taanqvist fra Fyns Politi tidligere fortalt DR.

Han opfordrer til at melde det til politiet på telefonnummer 114, hvis man skulle se en af de fem kænguruer.

Flere kænguruer er blevet stjålet i Danmark. (Foto: ENRIQUE MARCARIAN © Scanpix)

Selvom de er nogle hurtige, små dyr, kan de godt fanges med et net, eller man kan få fat i halen på dem, siger Bjarke Klausen.

- Det er en lille slags kænguru, så man godt trænge dem op i en krog og fange dem. Et alternativ er, at en dyrlæge skyder dem med bedøvelsespil.

En kænguru som kæledyr?

Kænguruerne er forsvundet få dage efter, at Munkholm Zoo ved Balle på Djursland fik stjålet ni ud af deres ti kænguruer.

Og det er ikke første gang, at kænguruer er blevet stjålet fra dyrehandlere eller dyreparker i Danmark. 23 kænguruer er blev stjålet ved fem forskellige tilfælde.

Motivet bag tyverierne kendes ikke. Bjarke Klausen forestiller sig, at tyvene måske vil sælge dem videre som kæledyr. De små kænguruer er lovlige som kæledyr herhjemme, men de stiller dog lidt krav til pasning. De kræver nemlig en indhegning, hvor de kan hoppe rundt og gerne en stald, hvor de kan holde varmen i de kolde vinternætter.

- Derudover er der specifikke sygdomme, som de er mere følsomme overfor end andre dyr - bylder i kæbetøjet for eksempel. Så skal man have en dyrlæge ud, der ved noget om det, siger Bjarne Klausen.

DR Nyheder har været i kontakt med Midt- og Vestjyllands, Fyns og Østjyllands Politi, men foreløbigt er der ikke kommet gennembrud i sagerne.

Artiklen er opdateret klokken 18.24 med oplysningen om, at der mangler tre kænguruer, mens resten er blevet fanget.