Kærestepar taber retssag om gensidig forsørgerpligt

Principiel afgørelse om forsørgerpligt omhandler cirka 7000 samlevende på landsplan.

Parrene mener, at det var et brud på Grundloven, da et flertal i Folketinget indførte gensidig forsørgerpligt mellem ugifte samlevende par. Men Retten i Helsingør gav ikke parrene medhold. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Retten i Helsingør afviser kærestepars påstand om, at lov om gensidig forsørgerpligt var et brud på grundloven.

Tre kærestepar havde anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet og deres respektive kommuner. Men retten har altså valgt at frifinde.

Et nederlag til Beskæftigelsesministeriet og de tre kommuner havde angiveligt betydet, at landets kommuner måtte betale millioner tilbage til parrene.

Men med mandagens nederlag i byretten får de ingenting.

- Vi konstaterer, at byretten er kommet frem til, at reglerne ikke var i strid med grundloven. Dommen kan ankes, og derfor afventer vi nu og ser, om dommen bliver anket til landsretten, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Under sagen har sagsøgerne hævdet, at den gensidige forsørgerpligt var i strid med grundlovens § 75 og § 73.

De handler henholdsvis om statens pligt til at forsørge borgere, der ikke kan klare sig selv, og om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Retten i Helsingør peger imidlertid på, at grundloven ikke indeholder et forbud mod, at der ved lov pålægges nogen en forsørgerpligt.

Mindst 7000 par har været omfattet af den omdiskuterede pligt.

/ritzau/DR Nyheder

Sagen kort:

  • Forsørgerpligten blev vedtaget af S, R, SF, DF, K og V og havde virkning fra 1. januar 2014.

  • Den blev afskaffet igen 31. december 2015.

  • Imod afskaffelsen var V, K og størstedelen af LA's folketingsgruppe.

  • En samlever i arbejde havde pligt til at forsørge sin kæreste, hvis han eller hun mistede sin egen indtægt og kom på kontanthjælp.

  • Derfor røg kontanthjælpen eller blev beskåret, hvis kæresten havde indtægt eller formue.

  • Hvis samleveren med indtægt eller formue ikke ville eller mente at kunne forsørge sin kæreste, blev kontanthjælpen udbetalt, men efterfølgende opkrævet hos personen med indtægt. Kommunen har også forbeholdt sig ret til at modregne i skat.

  • Hensigten var at sidestille samlevende par med gifte par, der har gensidig forsørgerpligt.

  • Retssagen var anlagt af tre par mod Beskæftigelsesministeriet og mod parrenes respektive kommuner, Herning, Favrskov og Gribskov. De har haft fri proces til at føre sagen, der anses for at være principiel.

  • Parrene har i retten argumenteret for, at staten ifølge Grundloven har pligt til at forsørge borgere, der ikke kan klare sig selv, og at ejendomsretten er ukrænkelig, og at dette også gælder formue, for eksempel pension.

  • Retten i Helsingør, der har behandlet sagen, har mandag fastslået, at den gensidige forsørgerpligt ikke var i strid med Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.Kilder: Forsoergerpligt.dk, Grundloven, Ritzau, Retten i Helsingør