Kai-Erik blev blokeret af Facebook: Afviser hadefuld debat

50-årige Kai-Erik Kock giver ikke meget for, at Institut for Menneskerettigheder kalder hver syvende kommentar på DR's og TV2's Facebook-sider for hadefuld.

Debatten på Facebook er hård, og der bliver både givet og taget, men Institut for Menneskerettigheder bør ikke blande sig i, om debatten er hadefuld eller ej.

Det mener 50-årige Kai-Erik Kock fra Nordborg på Als, som selv bruger flere timer dagligt på at debattere på de forskellige mediers Facebook-sider, hvor han ofte skriver kritisk om indvandrere og flygtninge.

- Hadefuld kan være mange ting, og jeg tror, at de er bange for, at man er for negativ eller kritisk, siger Kai-Erik Kock, som ikke giver meget for, at en stikprøve fra Institut for Menneskerettigheder har vist, at hver syvende kommentar på henholdsvis DR Nyheders og TV2's Facebook-side kan karakteriseres som hadefuld.

Kalder en spade for en spade

I Institut for Menneskerettigheders undersøgelse faldt de blandt andet over en af Kai-Erik Kocks kommentarer, som de mente var hadefuld.

Den 50-årige sønderjyde og slagteriarbejder, der bor i Nordborg på Als og har en kone og fire børn, medgiver dog også, at tonen ofte bliver hård - og nogle gange for hård, men at han altid sørger for at gå efter bolden og ikke manden.

- Jeg debatterer med normale ord, men det kan godt være, at der kommer nogle modsvar, som kan irritere mig. Når det sker, kan det godt være, at mine ord bliver lige så hårde eller lidt hårdere. Jeg kalder en spade for en spade og en skovl for en skovl.

- Jeg kunne dog aldrig finde på at komme med personlige angreb, hvor man siger, at man vil slå folk ihjel eller komme efter dem. Det er over grænsen, siger Kai-Erik Kock.

Hvad synes du generelt om tonen på for eksempel DR og TV2's Facebook-sider?

- Den er hård, men så kommer der en løftet pegefinger en gang i mellem. Jeg har for eksempel oplevet, at Ekstra Bladet skrev til mig, at nu måtte jeg lige slappe lidt af. Det er helt okay, for de skal jo ikke tillade hvad som helst, siger Kai-Erik Kock.

Er selv blevet blokeret fra Facebook

Det er dog ikke kun de forskellige medier, der har løftet pegefingrene over Kai-Erik Kocks sprogbrug på Facebook. Han har to gange oplevet at blive totalt blokeret fra det sociale medie.

Den ene gang skete sidste år, hvor han mente, at han Facebook behandlede ham uretfærdigt, da han ifølge ham selv kunne dokumentere sin påstand.

Gennem sine debatter på Facebook har Kai-Erik Kock dog lært, at han skal passe på med ikke at generalisere og for eksempel kalde alle tykke mennesker for dovne og tale nedsættende om muslimer.

Det ændrer dog ikke ved, at han siger sin mening meget kontant om blandt andet indvandrere.

- De kan have deres tro og kultur, som de har lyst til. Det er jeg sådan set ligeglad med. Men hvis de kommer op og forlanger alt muligt, tænker jeg: ’Du er gæst i mit land, så skal du ikke komme op og stille krav, men i stedet være taknemmelig, siger Kai-Erik Kock.

Hvilke reaktioner får du, når du skriver hårdt på Facebook?

- Jeg får hårdt igen. De kan godt sige, at jeg er en idiot og en racist. Men kan man give, så skal man også kunne tage. Det er helt fint, siger han og fortæller, at han en gang har fortrudt, hvad han skrev og gav en undskyldning i en sag, hvor han først havde skrevet, at fedme er selvforskyldt.

Kan du forstå, at der er nogle, der ikke gider være med i debatten på grund af tonen?

- Nogle vil gerne have en debat, hvor folk skriver lidt mere moderat, og derfor kan jeg godt forstå, at nogen bliver skræmt væk, siger han.

Tænker du over, at nogle bliver såret?

- Ja, men hvis man stikker fingeren ind i en hvepserede, så bliver man stukket. De folk, der går ind på de her hjemmesider og kommenterer, kan altså risikere at få en over snuden. Det har jeg også selv oplevet, siger Kai-Erik Kock.

Facebook
Twitter