Kamp mod kræft? For Arne Notkin gav det mening at tænke på kemoen som soldater

Da Arne Notkin fik kræft, gjorde han sig klar til kamp. Men for nogle er kampmetaforen stødende.

En vigtig del af Arne Notkins kamp mod kræft var, at han fik trænet og holdt sig i form, fordi han var overbevist om, at behandlingen så ville virke bedre. (© Arne Notkin)

"Kampen er omsider i gang!"

Sådan lød den sidste sætning i Arne Notkins Facebook-opslag fra november sidste år.

Her fortalte han, hvordan han efter måneders uforklarlige smerter i ballen, der til sidst havde betydet at han måtte gå med krykker, endelig havde fået en scanning af ballen, som viste, at han havde en kræftsvulst på størrelse med en pakke smør, der voksede ind i og ud fra knoglen.

Det viste sig at være lymfekræft, og den skulle bekæmpes med blandt andet kemoterapi, som Arne nu havde fået første omgang af.

I kommentarsporet væltede det ind med trøstende, rørende, kærlige og opmuntrende hilsner.

Mange af dem samlede op på Arnes besværgelse om kampen, der skulle begynde.

- Kæmp, kæmp, kæmp, skrev en.

- Hvis nogen kan vinde den kamp, så er det dig, den evige fighter, skrev en anden.

- Kom så Arne! Kæmp med alt, hvad du har, lød det fra en tredje.

Det var dette billede, Arne Notkin postede på Facebook, da han fortalte, at han havde fået konstateret lymfekræft. (© Arne Notkin)

Er man en taber, hvis man dør?

Og for Arne blev diagnosen begyndelsen på en kamp mod kræften, som han satte sig for at gøre alt, hvad han kunne, for at vinde.

Han var overbevist om, at han kunne klare kampen bedre, hvis han spiste sundt, holdt sig i form og fokuserede på muligheden for helbredelse fremfor de mange mulige bivirkninger af den behandling, han skulle igennem.

Men ved at tale om sin behandling af kræftsygdommen som en kamp, så bevæger han sig ind i et minefelt, hvor der er mange følelser på spil.

Fagfolk, tidligere kræftramte og pårørende, der har mistet til kræft, fortæller, hvordan det virker stødende for mange, at man bruger krigsmetaforer til at tale om behandling af kræft.

For hvis man kan vinde kampen mod kræft, så betyder det altså, at man taber, når man dør af sin kræftsygdom, og hvem siger, at det overhovedet var en kamp, der kunne vindes?

Det er ydmygende, at man på den måde bliver gjort til en taber, bare fordi man er død af en alvorlig, dødelig sygdom.

Skuespiller Sofie Gråbøl, der blev ramt af brystkræft i 2012 og erklæret rask i 2013, fortalte i Hjernekassen på P1 i oktober sidste år, at hun følte, at den militære retorik, der hersker, når vi taler om kræft, fik hende til at føle, at hun burde være en tapper, lille soldat.

Men sådan følte hun sig ikke.

- Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var så tapper – uden at jeg overhovedet havde gjort noget. "Du er så sej, mand". Og jeg har aldrig følt mig mindre tapper, jeg har aldrig følt mig mindre sej. Jeg har aldrig følt mig mindre positiv og kamplysten.

- Hvis der var noget, jeg gjorde, så var det at holde ud. Det var lige som at hænge i neglene på en klippe, fortæller hun.

- Man skal også have lov til ikke at orke

Professor Helle Timm, der forsker i rehabilitering og palliation, altså lindring af patienter med livstruende sygdom, forstår godt, at det kan virke stødende, når man bliver mødt med kampmetaforer og snak om vindere og tabere.

For selv om det kan være rigtigt for nogen at tale om en kamp, så er der også mange, der ikke har den kamp til rådighed af den ene eller anden grund.

Hun sammenligner den kampretorikken med den måde, vi også forventes at klare livet på i det hele taget.

- Det sprog er en del af en tid, hvor du skal have energi, handle og du er ansvarlig for dit eget livsprojekt. Hvis du er rigtig succesfuld, skal du løbe maraton, hvor du skal sprænge dine egne grænser.

- Derfor er det også den måde, man skal tage sygdom på. Og det er ikke rigtigt for nogen hele tiden, siger Helle Timm.

Hun mener, det er vigtigt, at der også er plads til, at man får lov til at have det skidt og ikke være klar til at kæmpe.

- Hvad nu, hvis jeg bare har lyst at være under min dyne og gemme mig væk, hvis jeg slet ikke har den der power og energi, som I lægger op til? Hvad nu hvis jeg skuffer jer? I har alle mulige forventninger om, at jeg er sådan en, der kan fighte det her. Hvem siger, at jeg kan det?

Det at tænke på kræftsygdommen som en kamp er en af de tre mest brugte fortællinger, der bliver brugt til at beskrive alvorlige sygdomsforløb, fortæller Helle Timm, der støtter sig op ad den amerikanske sociolog Arthur Frank.

En anden er at tænke på sygdommen som en rejse og en tredje er at tænke på sygdommen som kaos og krise.

- Man har ikke noget sprog for det, der foregår. Der vælger du ikke rejsetasken eller krigsoppakningen. Der hænger det ikke rigtig sammen, hvem du var og hvem du er ved at blive, eller hvad du er i. Der har du ikke det sprog. Og det er dem, der er allerdårligst stillet, kan man sige, fortæller Helle Timm.

Kæmpede med tanker og træthed

Arne Notkin forstår godt, at ikke alle magter at kæmpe. Men for ham VAR det ind imellem en kamp at gøre det, han var overbevist om, gavnede ham. Nemlig at få bevæget sig og spist sundt.

For kemoterapien gjorde ham uendeligt træt, fordi hans blod ikke kunne optage så meget ilt som normalt.

- Det krævede nogle gange en overvindelse. Så for mig betød det, at den kamp, jeg kunne kæmpe, den gik på at holde mig ved lige, holde mig i form, så jeg kunne modtage behandlingen bedst muligt.

Arne Notkins kone, Monica Tafdrup, er kognitiv psykolog, og det var for ham naturligt at være bevidst om sine tanker, når han tænkte på sin sygdom og den behandling, han skulle igennem.

- Tanker er ord, man siger til sig selv, sagde min kone. Så jeg kæmpede med mine tanker og forsøgte at skabe bevidste billeder i mit hoved.

Så selv om han fik præsenteret en alenlang liste over alle de bivirkninger, der kunne være af den cellegift, som kemoterapien er, så valgte han at tænke på giften som en ven.

- Flammeskriften var, at målet var helbredelse - dét råbte jeg over byens tage.

- Jeg prøvede at fokusere på cellegiften som små soldater, der blev sendt ind i mine årer for at bekæmpe de dårlige celler – scenen lignede Woody Allens sædceller (fra filmen ”Alt, hvad du altid har villet vide om sex”, red.). Jeg forestillede mig også små computer-pacmen, der skal spise kræftcellerne, fortæller han.

Ikke til "lalleglad positiv-psykologi"

Efter tre måneder med syv kemobehandlinger kunne lægerne fortælle Arne Notkin, at der ikke længere var spor af kræft i hans krop.

Men den form for lymfekræft, han har haft, kan komme tilbage. Hvis det skulle ske, vil Arne Notkin ikke føle, at det er hans tanker, den er gal med, eller at han ikke har kæmpet godt nok.

Han tror ikke på det, han kalder ”lalleglad positiv-psykologi” og føler hverken, at han har nogen skyld i sygdommen eller i behandlingen af sygdommen.

- Men når jeg er kommet igennem uden de store bivirkninger, så tror jeg, det handler om, at jeg spiste ordentligt, at jeg fik trænet, gået og slappet af – og så det, at jeg har prøvet at ændre fokus fra det negative til det virksomme.

- Jeg tør ikke sige, om det kan måles og vejes på en objektiv skala, men det føles anderledes på en subjektiv skala, siger han.

Hør Arne Notkins ”Min kamp mod kræften” her.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter