Kampagner om cykelhjelme kan give færre cyklister

En forsker i det engelske cyklistforbund CTC mener, at kampagner om cykelhjelme skaber frygt for at cykle, og får folk til at lade cyklen stå. Dansk Cyklist Forbund er lodret uenig.

I foråret fik 3500 3. klasses elever gratis cykelhjelme. Men gør kampagnen børnene mere trygge eller mere nervøse? (Foto: Janus © Update)

Erfaringer fra udlandet viser, ifølge den engelske forsker Colin Clarke fra det engelske cyklistforbund CTC, at kampagner om brug af cykelhjelme skaber unødig frygt hos befolkningen.

Det får mange til at lade cyklen stå og sætte sig ind i bilen i stedet, hvilket er skidt for folkesundheden.

- Ved at promovere hjelme flytter man folks fokus fra det sjove ved at cykle til, at det er farligt, siger Colin Clarke til dr.dk.

Dansk Cyklist Forbund uenig

Direktøren for Dansk Cyklist Forbund, Jens Loft Rasmussen, er lodret uenig.

- Kampagner vil ikke have nogen negativ effekt på antallet af cyklister. Vi tror derimod på, at hjelmen kan være med til at skabe tryghed hos forældre, der sender deres børn ud på cykel, siger Jens Loft Rasmussen.

Tvang er skidt

Han er dog enig i, at hjelmen ikke skal tvinges ned over hovedet på folk.

- Vi er sikre på, at påbud om cykelhjelme vil være skadeligt for den danske cykelkultur. Danskerne vil selv bestemme, og i modsat fald risikerer vi, at folk kan blive kriminaliseret og falder fra. Og så får vi en dårligere folkesundhed, siger Jens Loft Rasmussen.

Men Colin Clarke mener, at skaden allerede sker inden et forbud. Han henviser blandt andet til Australien, hvor antallet af cyklister begyndte at falde, flere år før det blev gjort lovpligtigt at køre med hjelm i 1991. Perioden op til påbuddet var præget af kampagner for at bruge cykelhjelm.

Frygt overvurderet

- Frygten for at cykle er ude er proportion med risikoen. I England havde vi sidste år omkring 3000 trafikdræbte, og kun 120 af dem var cyklister, siger Colin Clarke til dr.dk.

Jens Loft Rasmussen mener dog ikke, at man kan bruge de engelske tal til ret meget.

- Du kan slet ikke sammenligne den engelske trafikkultur med den danske. Der er nærmest ingen cykelkultur i England. Langt færre engelske børn cykler for eksempel i skole i forhold til andelen af danske skolebørn på cykel, siger Jens Loft Rasmussen fra Dansk Cyklist Forbund.

Flere børn med hjelm

Han mener tværtimod, at de danske børn tager hjelmen til sig. Og han håber på, at de vil beholde hjelmen på, når de bliver voksne.

- 125.000 danske skolebørn er tilmeldt vores kampagne "Alle Børn Cykler". Det tal er steget år for år, også selv om vi nu også har inddraget hjelmen i kampagnen, siger Jens Loft Rasmussen.

Kampagnen, der skal få børn til at cykle i skole, kommer, efter at det samlede antal af cyklende skolebørn har været faldende de sidste par år.

Flere biler i Danmark

- Antallet af børn, der bliver kørt i skole i bil er steget med 200 procent de senere år. Samtidig er antallet af kilometer vi cykler i Danmark faldet med 30 procent, siger Jens Loft Rasmussen.

- Men det har intet med cykelhjelmen at gøre. Det er på grund af den stigende bilkultur. Danskerne har fået flere biler, og vi kører mere i dem, siger Jens Loft Rasmussen til dr.dk.

ExternalContent

Facebook
Twitter