Kampen om de danske tilbudsaviser: Nu svarer tyskerne igen

Tysk trykkeri klar med garanti for ‘mest miljøvenlige produktion’ efter debat om danske tilbudsaviser.

Stor tysk trykkerikoncern går i rette med dansk brancheforening. Efter debat om klimavenlige tilbudsaviser (Arkivfoto). (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

En tilbudsavis bliver ikke mere miljøvenlig, bare fordi den er trykt i Danmark. Sådan lyder det nu fra den tyske trykkeri-gigant Eversfrank, der blandt andet trykker dagligvarekæden Lidls danske reklamer.

Tyskerne tager til genmæle, efter længere tids debat om tilbudsaviserne herhjemme. Debatten begyndte før jul, hvor dagligvarekoncernen Coop opfordrede til at forbyde de trykte tilbudsaviser af hensyn til miljøet.

Det fik senere de danske trykkeriers brancheorganisation til at afgive et miljøløfte: Tryk jeres tilbudsaviser indenfor den danske grænse, så garanterer vi verdens højeste miljø- og klimastandard.

Det er den garanti, som et af Tysklands største trykkerier nu betvivler.

- Det undrer os, at det bliver fremlagt som om, at Svanemærket produktion i Danmark automatisk er det mest miljøvenlige, siger Lorenz Callesen, ansvarlig for koncernens skandinaviske kunder.

Landets mest populære læsestof

Sagens kerne er tilbudsaviserne. Blandt nationens mest populære tryksager på papir: Husstandsomdelte reklamer med ugentlige tilbud på dagligvarer som kød, grøntsager og mælk.

Debatten tog for alvor fart, efter en rundspørge fra DR Nyheder viste, at et stort flertal af de største supermarkedskæder får trykt tilbudsaviser på udenlandske trykkerier.

Husstandsomdelte reklamer som dermed ikke er mærket med det skrappe, skandinaviske Svanemærke.

I tabellen herunder kan du se, hvor dagligvarekæderne får trykt deres tilbudsaviser, og hvilket miljømærke de bærer.

Ifølge en professor i energiplanlægning er transporten til Danmark ikke det værste. Det batter mere for klimaet, at selve trykke-processen er grøn.

- Selve transporten gør ikke så meget skade, selv om mange nok vil mene, at det er forargeligt. Efter min mening er det et større miljøproblem, at det er mere rodet, hvilke certificeringer trykkerierne har, forklarede Brian Vad Mathiesen, Aalborg Universitet.

Den hjemlige grafiske brancheorganisation Grakom har desuden aflagt et klimaløfte. Det sikrer, at alle tilbudsaviser trykt i Danmark fra næste sommer vil være Svanemærkede samt blandt andet lavet af miljøvenligt papir.

Tysk trykkeri: Kritik uden nuancer

Nordtyske Eversfrank mener det er unuanceret, når Grakom fremstiller det som om, at miljøvenlig produktion af tilbudsaviser kun kan ske i Danmark.

- Selv om vi ligger syd for grænsen, så kan vi garantere vores kunder i Danmark og resten af Skandinavien den mest miljøvenlige produktion af tryksager. Også når det gælder tilbudsaviser, siger Lorenz Callesen.

Han understreger det med, at Eversfranks trykkeri blandt andet benytter overskudsvarme til at opvarme et lokalt friluftsbad samt skole og administrative bygninger i byen Meldorf i Nordtyskland.

Eversfranks kunder kan også købe CO2-kompensation i form af træer, der bliver plantet lokalt i delstaten Slesvig-Holsten.

- Indtil nu er knap 350.000 træer plantet. Der er desværre kun tyske kunder, der vælger at tilkøbe den løsning, konstaterer Lorenz Callesen.

Tilfredshed hos danske trykkerier

Hos Grakom glæder man sig over, at udenlandske trykkerier på det danske marked også passer på miljøet.

- Hvis man som trykkeri skal levere til det danske marked, bør man også leve op til danske standarder. Det er kun glædeligt, at Eversfrank gør det og endda er svanemærkede, siger administrerende direktør Thomas Torp, Grakom.

- Det er kun godt, hvis den her debat kan medvirke til, at tilbudsaviser i Danmark bliver produceret efter de højeste miljøstandarder, siger Thomas Torp.