Kampen om kræften i Inges bryst: Kan hun helbrede sig selv?

I fem år har Inge Halmø forsøgt at behandle sig selv for brystkræft, selvom hendes læge advarer om, at hun begår langsomt selvmord.

De er stædige, Inge Halmø og Niels Kroman. Står fast på hvert sit.

Hun er patient, han er kræftlæge, og deres indbyrdes kamp handler om Inge Halmøs venstre bryst.

De to mødte hinanden for godt fem år siden, kort tid efter at Inge Halmø havde fået at vide, at hun i brystet havde en kræftknude på 12 millimeter.

Dengang anbefalede Niels Kroman, som er professor og klinikchef på Rigshospitalets afdeling for brystkirurgi, at hun fik opereret knuden væk.

Det var kimen til uenigheden. Inge Halmø sagde nemlig nej. Til både operation, kemo og strålebehandling.

Siden har hun forsøgt at helbrede sig selv.

Niels Kroman kunne have opgivet Inge Halmø. Men i stedet er han gennem alle årene blevet ved med at indkalde hende til kontrol på Rigshospitalet i håbet om, at han en dag vil vinde kampen og få Inge Halmø i traditionel kræftbehandling. For hendes skyld.

Historien her er et blik ind i dysten mellem det alternative og det videnskabelige.

- Brystet skal fjernes

Rigshospitalet 10. november 2014

Niels Kroman taler med rolig stemme, mens han fortæller Inge Halmø, hvordan det står til med knuden i brystet:

- Den seneste undersøgelse har vist, at knuden nu er 15 millimeter stor, og at der er kommet en anden knude fem centimeter fra den første, som er syv millimeter.

(© DR Nyheder)

Inge Halmø sidder helt stille, mens den kittelklædte læge fortsætter med at fortælle, hvad han nu anbefaler for at komme brystkræften til livs. Først bør der tages en vævsprøve, der skal bruges til at undersøge, om den mindste knude også er kræft.

- Er det kræft, vil min anbefaling være at fjerne hele dit bryst, siger han så.

Der er fortsat ikke en mine at spore i Inge Halmøs ansigt, selvom det er første gang, at det er på tale, at hele brystet skal væk. De fleste patienter med brystkræft ville tage imod Niels Kromans råd. Men det er anderledes med Inge.

- Det første, jeg tænker, er, at det godt nok er overbehandling hos mig. Det vil det være. At en knude på 1,5 centimeter og en lille én skal gøre, at hele brystet skal væk, siger hun.

50 kvinder om året siger nej til behandling

Brystkræft er den hyppigste kræftsygdom hos kvinder. I gennemsnit rammes hver tiende kvinde af sygdommen i løbet af deres liv.

I de senere år er dødeligheden faldende. 83 procent af kvinderne er fortsat i live, mindst fem år efter at deres kræftknude er fjernet. Alligevel er der flere kvinder som Inge Halmø, der siger nej til operation, kemo og stråler og i stedet vælger en alternativ vej.

Rigshospitalet skønner, at omkring én procent af de 4.900 danske kvinder, der hvert år får brystkræft, fravælger den traditionelle behandling i kortere eller længere perioder.

Fravalget er til kræftlægernes store frustration og forundring.

- Jeg har set kvinder, der har sagt nej på et tidspunkt, hvor der har været rigtig stor chance for, at de ville være helbredt, hvis de havde fået den traditionelle behandling, siger Niels Kroman.

Af den grund tilbyder han årlig kontrol af kvindernes kræftknuder, selvom de siger nej til behandling i første omgang:

- Jeg synes, at det er min pligt som læge at blive ved at hjælpe de her kvinder.

Ville fjerne årsag til kræft

Inge Halmø husker tydeligt den dag i sommeren 2009, hvor hun fik beskeden om, at hun havde kræft, og at hun hurtigst muligt skulle opereres, hvis hun ville undgå at dø.

- Jeg var i chok, jeg var meget ulykkelig. Troede jeg skulle dø. Altså virkelig stod og kiggede døden i øjnene, fortæller hun.

Alligevel valgte hun med støtte fra sin dengang 17-årige datter og kæreste at trodse lægernes råd og følge sin egen overbevisning. En overbevisning om, at lægerne kun ville fjerne symptomerne og ikke årsagen til kræften ved at skære i hende.

(Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Hun vidste, at beslutningen kunne få fatale følger. Kræften kunne sprede sig og blive uhelbredelig. Men hun stod fast. Hun ville helbrede sig selv.

Urtemedicin frem for kemo

I flere år har hun som en del af sin helbredelsesproces drukket kinesisk urtemedicin, hun er blevet vegetar og har i det hele taget lagt sine kostvaner om, så hun ikke længere indtager mælkeprodukter, sukker og kaffe.

Hun spiser masser af økologiske frugter, grøntsager og nødder, og så er meditation, zoneterapi og motion en del af hendes rutiner.

- Jeg har en anden overbevisning om, hvad kræft er. Det er en ubalance i det mentale, det psykiske og det fysiske. Jeg vil gerne være ansvarlig for, at jeg har balance i min krop, siger hun.

Et langsomt selvmord

Budskabet har Inge Halmø fortalt til både Ekstra Bladet og ugebladet Ude & Hjemme, og hun er blevet en form for ikon for mennesker, der fravælger det etablerede behandlingssystem og helliger sig det alternative.

Niels Kroman respekterer, at Inge Halmø har valgt end anden vej end den gængse i sit kræftforløb. Men lægger ikke skjul på, at han mener, at hun begår et langsomt selvmord ved at vælge den traditionelle behandling fra.

- Inge kan ikke helbrede sig selv med alternativ behandling. Det kan hun ikke, siger han og fortæller, hvad han mener, at der vil ske, hvis ikke hun modtager hans hjælp.

- Så dør hun af brystkræft, hvis ikke hun når at dø af noget andet inden.

(Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Intet mirakel

Rigshospitalet 10. november 2014

På en stol ved siden af Niels Kroman på Rigshospitalet medgiver Inge Halmø, at hun ikke har helbredt sig selv, da kræftknuden stadig bor i hendes bryst.

Samtidig hæfter hun sig dog ved, at hun stadig lever og har det godt, selvom der er gået mere end fem år, siden at hendes kræftdiagnose blev stillet.

Men det er intet mirakel, fastslår Niels Kroman og forklarer, at Inges form for brystkræft vokser langsomt.

- Det er ikke noget særsyn, at hun kan gå med den i flere år, uden at den spreder sig eller slår hende ihjel, siger han.

En vaklen

Da Niels Kroman og Inge Halmø tager afsked, ved hun ikke, hvad næste skridt bliver. For første gang er hun i tvivl om, hvorvidt hun kan helbrede sig selv - eller om hun skal inddrage Niels Kroman i behandlingen.

- Min overvejelse er lidt anderledes, end den plejer at være. Jeg vil gå hjem og overveje det og vende det med min familie, siger hun.

Det har gjort indtryk på hende, at Niels Kroman nu anbefaler, at hele hendes bryst skal fjernes.

- Det er jo virkelig en skræmmende ny besked, siger hun i elevatoren på vej ned gennem hospitalet.

Mens Inge Halmø tvivler, er Niels Kroman ret overbevist om, hvad der kommer til at ske.

- Jeg tror, at på et eller andet tidspunkt kommer Inge tilbage og beder om at blive behandlet.

En afgørende vævsprøve

28. november 2014

I sin lejlighed i København drikker Inge Halmø te, inden hun skal til endnu et møde med Niels Kroman.

Hun har tænkt siden sidst, hun vakler, men er fortsat i tvivl om, hvor langt hun vil gå.

- Selvom jeg har en god fornemmelse af, at alt er i skønneste orden, er jeg ikke helt immun over for Niels Kroman, siger hun og smiler.

På hospitalet tager Niels Kroman imod i hvid kittel, som han plejer. De sætter sig ned og Inge Halmø siger, at hun gerne vil gå med til at få taget en vævsprøve af den nyere knude for at undersøge, om det er kræft.

(Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Niels Kroman anbefaler igen, at hvis det er kræft - hvad han regner med - så bør hele brystet fjernes.

- Der er ikke mulighed for at tage dem ud enkeltvis, spørger Inge Halmø.

- Jo, det er bedre end ingenting, men min pointe med dit bryst er, at hvis vi får bekræftet, at den anden knude er en kræftknude, så er det sådan, at der er to områder, der har kunnet lave kræft. Så er det sådan i mit hoved, at jeg er bange for, at der kommer en anden knude et andet sted, svarer Niels Kroman.

Så får han lov til at booke tid til en vævsprøve og til, at der bliver booket tid til en operation hos ham personligt. Hun kan jo altid afbestille.

Inden de skilles, siger Niels Kroman.

- Inge, hvis jeg må være lidt fræk, er det jo heldigt, at det lige netop er dig, der har valgt at vente så længe med at blive opereret, fordi din kræft er meget langsomt voksende. Derfor er der rigtig gode chancer for, at du kan blive helbredt, for det her, hvis vi behandler dig nu.

Inge kigger på ham og svarer:

- Så jeg ikke dør af det.

Se historien om Niels Kroman og Inge Halmø i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter