Kan være livstruende: Svinebakterie spreder sig uden for landbruget

Den multiresistente stafylokok bakterie kaldet svinebakterien smitter nu også personer, som ikke har noget med landbrug at gøre.

Svinebakterien rammer nu ikke kun personer, som er tilknyttet svinebesætninger.

Den multiresistente stafylokok-bakterie kaldet svinebakterien spreder sig lige nu og gør stadig flere danskere syge.

Bakterien kan give bylder, alvorlige infektioner og i værste fald være livstruende. Bakterien kan nemlig ikke slås ned med den antibiotika, vi bruger mest herhjemme.

Tidligere ramte bakterien kun ansatte på svinefarme, men nu breder den sig til danskere, der ikke har noget som helst at gøre med landbruget.

- Der sker en smittespredning udenfor landbrugene, og vi kan se, at den breder sig til de større byer, siger Hans Jørn Kolmos, overlæge på Mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Selvom det stadig er et lille tal, så stiger antallet af smittede år for år. I 2009 blev 43 ramt af svinebakterien, og det tal ventes at ligge på 200 i år.

Hård kritik af myndighederne

I programmet Bag Facaden på DR 1 i aften får myndighederne kritik af en række eksperter, der mener, at man skal gribe ind nu og få stoppet spredningen af svinebakterien.

- Jeg mener, myndighederne totalt undervurderer den sprængfarlighed, der ligger i den her situation, for antallet af smittede udenfor landbruget er altså i en meget klar stigning, siger Hans Jørn Kolmos.

Han mener, man skal teste alle gårde, så blandt andet de ansatte kan få besked og undgå at sprede bakterien ud i samfundet.

Få bliver smittet

Men det afviser man i Sundhedshedsstyrelsen, for det vil være for overdrevet, mener overlæge i styrelsen, Tove Rønne.

- Det vil være for meget at bruge skattekroner på det, for det er stadig et meget lille antal danskere uden for staldene, der bliver smittet, siger hun.

Programmet Bag Facaden bliver vist på DR1 i aften klokken 20.