Kanelsnegle er 'hot' bagværk

Danskerne er klar til at forsvare kanelsneglen med næb og klør.

Truslen mod kanelsneglen har fået danskerne op af stolene. (© Colourbox)

Det kan godt være, at kanelsneglen har været i farezonen de seneste dage på Fødevarestyrelsens bord. Men danskerne er klar til at forsvare sneglen med næb og klør.

Kanelsnegle har været et stort samtaleemne blandt danskerne, siden nyheden dukkede op søndag eftermiddag.

Benny Bartholdy er en af mange af dr.dk's brugere, som forsvarer kanelsneglen:

- Kanelsnegle er godt gammelt traditionelt baghåndværk. Tilmed noget af det lækreste. At bruge mindre kanel vil være en meget ukærlig behandling af os som godt kan lide en kanelsnegl fra bageren.

Og han får opbakning fra Lasse B. Sørensen, som er gammel konditor:

- Den skal da smage af kanel. Det er jo derfor det kaldes for en kanelsnegl. Og det skal der ikke røres ved.

Og mange har svært ved at forstå, at en ugentlig kanelsnegl skulle være direkte sundhedsskadelig:

- Hvori ligger det farlige i at spise 1 kanelsnegl om ugen med det traditionelle indhold af kanel? Efterhånden er der noget "farligt" indeni alle fødevare- og alligevel er vores levetid forlænget. Respekten for målinger og advarsler fra myndighederne, kan efterhånden ligge på et meget lille sted, skriver Kurt Randløv og understreger, at han glæder sig til sin næste kanelsnegl.

Det er ikke bare på dr.dk's side, at danskerne giver deres utilfredshed til kende. På Facebook har gruppen Bevar Kanelsneglen samlet flere end 67.000 brugere.

Kanel er ikke bare kanel

Grunden til at Fødevarestyrelsen vil have bagerne til at bruge mindre kanel er, at de i mange tilfælde bruger kaneltypen Kassiakanel, der indeholder kumarin, som er giftigt i for store mængder.

Den ægte kanel, Ceylon-kanel, indeholder derimod ikke så meget kumarin.

Læs også:

Blandt de flere end 600 kommentarer sagen om kanelsneglene har fået med på vejen af dr.dk's brugere er Julie Bertelsens:

- Alle krydderier er giftige. Spørgsmålet er så bare om man skal forbyde dem alle, eller bare lære at spise dem med måde?

En anden bruger går ind for mådehold og brugen af den ægte kanel:

- Det er måske en anledning til at opfordre bagerne til at bruge ægte kanel og så måske i lidt mindre doser og helt ærligt - hvor mange kanelsnegle indtager vi om ugen til at gøre det sundhedsskadende. Ægte kanel. Har endvidere gode egenskaber for sundheden, skriver Ann-Mari Schmidt Petersen.

Og så er der dem, der frygter, hvad begrænsning på kanel kan gøre ved den kommende højtid og ironisere lidt over det. Blandt andet Keld Foller Larsen:

- Jeg mener at man omgående bør oprette en Task force i både Øst og Vest, med navnet "Kanelpatruljen" for at undgå overdosis på Risengrøden i den kommende tid.

Men der kan være en løsning på vej. Fødevarestyrelsen har nu indkaldt bagermestrene til et nyt møde i sagen.

Læs også: