Kaotisk klimatopmøde sender (igen) CO2-problem videre til næste år

COP25 er slut og bliver det længste klimatopmøde nogensinde.

Forhandlingerne til klimatopmødet er de længste nogensinde. Her ses Carolina Schmidt, Chiles miljøminister og formand for COP25. (Foto: OSCAR DEL POZO © Scanpix)

Efter de længste klimaforhandlinger, FN nogensinde har oplevet, ender klimatopmødet i Madrid med igen at sende en af de helt store knaster - et nyt system for CO2-kvoter - videre til næste år.

- Det er en kæmpe skuffelse for COP25, at det ikke er lykkedes at finde et nyt system for kvotehandel, siger DR's klimakorrespondent Thøger Kirk.

Forhandlingerne mellem de omkring 200 lande har trukket ud, fordi det især har været svært at blive enig om et nyt kvotesystem. Og det er altså heller ikke lykkedes den her gang.

Det længste klimatopmøde nogensinde

De store uenigheder har betydet, at klimatopmødet er trukket ud. Langt ud.

- Det skulle have været slut fredag. Så gik vi ind i lørdag. Og nu har vi søndag med. Og det betyder, det nu er det det længste klimatopmøde, vi nogensinde har haft, siger Thøger Kirk.

Der har nemlig også været stor uenighed om, hvor ambitiøse landene skal være næste år i forhold til at reducere udledningen af drivhusgasser.

På den ene side har EU og små ø-stater skubbet på for at hæve ambitionsniveauet i forhold til at reducere udledningen, så målet i Paris-aftalen om at begrænse temperaturstigningen til cirka 1,5 grader i 2100 kan nåes.

På den anden side har nogle af de største CO2-syndere som USA, Brasilien og Indien ifølge BBC sagt, at de ikke er villige til at ændre deres nuværende planer.

Alle deltagerlandene ved COP25 er til gengæld blevet enige om at fremlægge nye, detaljerede planer for, hvordan man skal skære ned på udledning af de klimaskadelige stoffer, når de mødes igen i Glasgow til næste års klimatopmøde.

Klimaministeren river sig i håret

Klimaminister Dan Jørgensen kalder forhandlingsforløbet kaotisk.

- Det er et forløb, hvor det er, som om at det ikke er gået op for en række lande, hvor alvorlig en situation verden står i, siger han.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis man sidder som borger derhjemme og tænker, hvorfor kan de ikke blive enige? Jeg river mig jo også i håret, når man skal bruge timevis på nogle formuleringer, som burde være nemme at blive enige om, fortsætter Dan Jørgensen.

Han mener, at de deltagende lande ved COP25 havde en chancen for at levere klimahandlinger. Han er skuffet over, at det ikke er sket.

- Men der er ikke andet at gøre end at kæmpe videre, siger ministeren.