Karantæne for brud på au-pair-regler

Integrationsminister Rikke Hvilshøj er parat med en lovændring, så familier, der misbruger en au pair-pige får frataget muligheden for at have en au pair i op til 10 år - alt efter hvor groft misbruget er.

En au pair-pige skal have mindst 2.500 kroner om måneden, og de må højst arbejde 30 timer om ugen. (© Stock.xchng)

Integrationsminister Rikke Hvilshøj er parat med en lovændring, så familier, der misbruger en au pair-pige får frataget muligheden for at have en au pair i op til 10 år - alt efter hvor groft misbruget er, skriver Politiken.

- Pigen får frataget sin opholdstilladelse, men nu får det også konsekvens for værtsfamilien. Vi vil ikke have, at nogen ødelægger hverken piger eller vores au pair-system, siger Hvilshøj.

10 års karantæne til familien udløses af vold mod en au pair. Overtrædelse af 30-timers arbejdsuge eller arbejde med andet end husligt arbejde giver fem års karenstid, og andre regelbrud vil medføre to års karantæne.

Piger risikerede hjemsendelse

I efteråret kom flere eksempler frem, hvor pigerne ikke fik det, de havde krav på. Men kun de færreste havde mod på at kontakte myndighederne.

For hvis en pige for eksempel arbejdede for meget til for lav løn, havde hun også selv brudt kontrakten og mistede dermed sit opholdsgrundlag i Danmark.

I kølvandet på det blev reglerne ændret, så pigerne nu har mulighed for at blive 30 dage i landet for at finde en ny værtsfamilie, skriver Politiken.

Facebook
Twitter