Karen-Helene Hjort må ikke se sin datter i to uger: 'Det er virkelig hårdt'

En vært fra TV2 er blandt de 16 medarbejdere, der er i hjemmekarantæne på grund af coronavirus.

- Det var rimelig uvirkeligt, for jeg blev vækket i morges af et telefonopkald, jeg ikke tog. Jeg kunne godt regne ud fra mængden af telefonopkald fra numre, jeg ikke har kodet ind, at der var noget los.

Sådan lyder det fra Karen-Helene Hjort, vært på TV2 News, der i går sad ved siden af den kollega, der i nat blev testet positiv for coronavirus.

Karen-Helene Hjort var den kollega, der sad tættest på redaktør Jakob Tage Ramlyng, da han i går var mødt på arbejde på TV2 i København.

Redaktøren var lige kommet hjem fra skiferie med familien i Lombardiet i det nordlige Italien med sin familie.

Det nordlige Italien har været ramt af et større udbrud af coronasmitte, og derfor ringede familien også til egen læge, da konen og det yngste barn hostede og var sløje i tirsdags.

Meldingen fra lægen lød dog, at dem i familien, der ikke havde symptomer, godt kunne tage i skole og på arbejde.

Jakob Tage Ramlyng blev podet i går eftermiddag, da han begyndte at udvikle symptomer. (Foto: Skærmbillede © TV2)

Derfor mødte Jakob Tage Ramlyng på arbejde i går. Efter et par timer blev han dog også skidt tilpas med hovedpine og hoste og gik fra arbejde klokken 14.

Godt 12 timer senere blev han den første dansker, der er blevet testet positiv for coronavirus og er sendt i 14 dages hjemmekarantæne med familien.

En af 16 karantæneramte medarbejdere

Styrelsen for Patientsikkerhed har dagen igennem været til stede hos TV2, hvor de har holdt møder med omkring 100 medarbejdere.

Sundhedsstyrelsen har ud fra en risikovurdering besluttet at sende 16 medarbejdere, der har været i tæt kontakt med den smittede, i hjemmekarantæne.

En af dem er altså Karen-Helene Hjort.

- Jeg var en af dem, der sad allertættest på Jakob i fire timer, da jeg sad på News & Co-redaktionen, og var der, indtil han gik hjem, siger hun.

Jakob Tage Ramlyng blev kørt fra TV2 til en steril stue indrettet til test for coronavirus på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

- Jeg vidste jo også godt i går aftes, at der var en risiko for det, men tænkte, at selvfølgelig har han da ikke det, siger Karen-Helene Hjort.

Men så vågnede Karen-Helene Hjort i morges, da hun fik et opkald, som hun dog ikke tog.

- Jeg kunne godt regne ud fra mængden af telefonopkald fra numre, jeg ikke har kodet ind, at der var noget los. Så tjekkede jeg min mail, og så kunne jeg se, at det havde han.

Efter en samtale med sin chef kunne Karen-Helene Hjort godt regne ud, at hun ville være en af de første, der stod for skud, hvis TV2-medarbejdere skulle sendes i karantæne for at inddæmme smitten.

- Så jeg var ikke superoverrasket, da de ringede fra Sundhedsstyrelsen og sagde, at jeg skulle være isoleret og ikke må have fysisk kontakt med nogen, men skal være i mit hjem i to uger.

Må ikke se sin datter i to uger

Karantænen indebærer, at Karen-Helene Hjort ikke må forlade sit hjem i to uger.

Hun må heller ikke have fysisk kontakt med andre mennesker, for så skal de også i karantæne.

Det gælder også hendes datter, som var hos sin far dagen igennem i går, og hun skulle have overbragt beskeden tidligere i dag.

- Det var ikke sjovt. Det var et af de hårdeste telefonopkald. Nu bliver jeg rørt igen. Det var virkelig hårdt. Jeg var helt knust, og jeg kunne mærke på hende, at hun var knust. Men jeg har snakket med hende, og hun har det godt her til aften.

- Vi skal facetime om lidt, og så tænker jeg, at jeg skal putte hende over Facetime og læse vores H.C. Andersen, som vi er i gang med. Jeg kommer til at elske Facetime, siger hun.

Karen-Helene Hjort ved endnu ikke, om hun er blevet smittet af sin kollega. Og fordi det kan tage op til 14 dage, før symptomerne melder sig på banen, får hun det heller ikke at vide lige med det første.

Men det er heller ikke selve sygdommen, der har været den største bekymring for tv-værten, for hun er med egne ord sund og rask og har aldrig fået konstateret problemer med sit immunforsvar.

- Så jeg tænker, at det bliver en gigadonisk nederen influenza, hvis jeg har den, og så må jeg jo takle det på en eller anden facon.

- Jeg er faktisk mere nervøs for, hvad min datter kan blive mødt med i skolen. Derfor har jeg også været i tæt kontakt med ledelsen på skolen, og de har tacklet det helt perfekt og fået skrevet ud til lærere og forældre, at hun ikke har været eksponeret, siger hun.