Karen Jespersen vil have undskyldning fra Thorning

Karen Jespersen, der nu stiller op for Venstre, vil have en undskyldning fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, fordi to socialdemokrater har kædet hende sammen med fascistisk tankegang.

Karen Jespersen er vred på sine tidligere partifæller. (Foto: DR © DR)

Den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Karen Jespersen, der nu stiller op for Venstre, vil have en uforbeholden undskyldning fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, fordi to socialdemokratiske politikere i en kronik i Jyllands-Posten har kædet hende sammen med fascistisk tankegang.

- Det er rystende, at Helle Thorning-Schmidt ikke kan finde ud af at tage afstand fra et uhørt groft begreb som fascisme i debatten om integration. Det ville have klædt hende, siger Karen Jespersen til Jyllands-Posten.

Kronikken var skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat Johannes Lundsfryd Jensen og folketingsmedlem Kim Mortensen.

Han mener, at Karen Jespersen blot benytter lejligheden til at markere sig. Helle Thorning-Schmidt vil ikke kommentere sagen.

Facebook
Twitter