Karseforsøg er lavet før - med samme resultat

En canadier har udsat frø for mobil- og routerstråling ligesom de danske skoleelever.

Her er den 'raske' karse fra de danske skoleelevers forsøg.

Forleden kom en håndfuld nordjyske skolepiger i verdens søgelys, fordi de i et skoleforsøg havde udsat karsefrø for stråling fra en wifi-router og opnået et ret specielt resultat.

Forsøget viste, at karsefrøene, der blev udsat for strålingen, ikke spirede - og flere frø visnede ligefrem. Nu det viser det sig, at det ikke er første gang, at det opsigtsvækkende forsøg er lavet.

På en canadisk hjemmeside kan man finde en lignende forsøg foretaget af en canadisk fysik/kemilærer, Larry Oberg. I dette forsøg er dog ikke brugt karsefrø, men grønne linsefrø.

Mobilspirer blev flotte

Canadieren valgte at udsætte frøene for henholdsvis mobilstråling, router-stråling og ingen stråling. Efter en uge var konklusionen klar: Mobil-spirerne blev flotte og grønne, præcis som de spirer, der ikke havde fået stråling.

Og med router-spirerne skete det samme, som de danske elever oplevede: Ingenting. De hverken spirede eller udviklede sig i den retning.

- Mobiltelefon-spirer blev de bedste, selv om de blev udsat for den højeste dosis stråler. De dårlige resultater for router-spirerne blev måske forårsaget af tørhed i rummet eller måske af varmen fra routeren. Jeg vil gerne prøve dette eksperiment igen med større grupper af spirer og kontrollerede fugtforhold for at sammenligne resultaterne mere præcist, skriver canadieren på hjemmesiden, hvor man også kan se billeder af udviklingen i de forskellige testgrupper.

Ikke videnskabeligt

Den danske forsker og strålingsekspert Michael Berger fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) understreger, at ingen af forsøgene er videnskabelige nok til at danne en endelig konklusion ud fra.

- Der er ikke taget de videnskabelige forhold, man normalt ville tage, så videnskabeligt vil jeg ikke kalde det, siger forsker fra DTU, Michael Berger, til DR Nyheder.

Overbevisende resultater

Den udenlandske forsker Andrew Goldsworthy fra Imperial College i London har set de danske skoleelevers rapport.

I en mail til DR Nyheder kalder han pigernes resultater for overbevisende, og han understreger, at han havde forventet det samme resultat.

- En af de gode ting ved denne slags eksperimenter er, at de er så enkle at udføre, og det kan tilskynde andre skolebørn til at gøre det samme, ikke kun for at bekræfte de danske elevers resultater, men for at få førstehånds beviser fra deres lærere om, at wifi og mobiltelefonstråling er biologisk aktivt, og at man bør lægge sit WiFi-udstyr i skraldespanden, hvor det hører hjemme, lyder det fra Andrew Goldsworthy.

Via hjemmesiden Education.com kan finde en 'opskrift' på forsøget - tryk på linket her.

Men forsøget bør ikke få folk til at gå i strålingspanik, lyder det fra to eksperter, som DR Nyheder har talt med.

- De videnskabelige undersøgelser, der hidtil er gennemført, har ikke kunnet pege på, at det er et problem med hensyn til kroniske helbredsproblemer at blive udsat for de her stråler, siger Christoffer Johansen, der er professor ved Center for Kræftforskning på Rigshospitalet, og som har været inde over flere af disse undersøgelser.