Kasper har droppet sit sabbatår: Coronavirus har fået mig til at søge uddannelse nu

Uddannelsesministeren vil se på, om man skal skabe flere pladser på udvalgte videregående uddannelser.

Kasper Smed Hansen bliver til juni student fra en to-årig stx på Aarhus Akademi. Hans rejseplaner er annulleret og erstattet af ansøgning til Københavns Professionshøjskole. (© Kasper Smed Hansen)

Arbejde, udlandsrejse eller højskole er ofte det, der står i kalenderen for mange nyudklækkede studenter.

Men i år vil det formentligt se anderledes ud, da flere, ifølge eksperter, vil søge ind på videregående uddannelse på grund af coronakrisen.

En af dem, som har måttet sadle om, er 25-årige Kasper Smed Hansen, som til sommer bliver student.

- Mine oprindelige plan var, at min kæreste og jeg skulle have arbejdet fra sommer, og så skulle vi derefter have været ude at rejse.

- Men grundet corona har jeg valgt at søge ind på studie med start til september.

Kasper Smed Hansen har søgt ind på 'Katastrofe- og risikohåndtering' på Københavns Professionshøjskole.

Det har egentlig hele tiden været planen, men i stedet for at begynde med det samme, ville han have arbejdet som sømand for at tjene til rejsen. Men udsigten til færre turister betyder simpelthen, at der ikke vil være nok arbejde.

Uddannelse til alle

Forventningen om, at flere vil søge ind på studier på gund af coronakrisen, gør, at et flertal på Christiansborg vil se på, hvordan de bedst kan sikre uddannelsespladser.

Det er for at undgå rekordmange afslag.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger nu, at hun gerne vil se på at åbne flere studiepladser. Det gælder eksempelvis, hvis man gerne vil være it-ingeniør eller lærer.

- Til efteråret skulle jeg have arbejdet som sømand i København. Og det arbejde var mit grundlag for at komme ud at rejse senere, siger Kasper Smed Hansen. (© Kasper Smed Hansen)

- Jeg vil dog også gerne, at vi holder fokus på at styre, hvad vi uddanner til.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Johan Hedegaard Jørgensen, synes det er positivt at øge optaget på uddannelser.

Men det skal være på alle uddannelser og ikke kun på, hvad der er brug for, siger han.

- For os er det vigtigt, at man ikke bruger krisen til at styre unges uddannelsesvalg. Det er fint at udvide optaget, men jeg synes ikke, unge bør søge uddannelse på noget bestemt, bare fordi der er krise.

Kasper Smed Hansen er bekymret for, at adgangskvotienten vil stige, hvis antallet af ansøgere stiger.

- Det vil komme til at udgøre en udfordring, men jeg håber ikke, kvotienten kommer til at afgøre det for mig.

- Hvis ikke jeg kommer ind, vil jeg ikke bare påbegynde en uddannelse, som jeg ikke brænder for eller ikke er sikker på, om jeg vil gennemføre, siger Kasper Smed Hansen.

Minister: Søg bredt

Ane Halsboe-Jørgensen appellerer ellers til, at de unge søger bredt.

- Hvis man vil være sikker på at kunne studere på en uddannelse til efteråret, så skal man søge lidt bredere, end man ellers ville have gjort. Det kan være i flere forskellige byer eller fagligt lidt bredere, siger uddannnelsesministeren.

Kasper Smed Hansen kommer dog ikke til at søge flere forskellige uddannelser.

- Jeg har brugt nogle år på at finde ud af, hvad jeg gerne vil, og jeg kommer derfor ikke til at søge bredt.

Han synes, det er vigtigere, at unge søger uddannelse efter, hvad de gerne vil, og hvad de brænder for.

- Hvis folk søger bredt, vil vi måske se en forfejlet politik ligesom ved uddannelsesloftet, hvor studerende efter et, to eller tre år droppede ud, fordi de kom på en uddannelse, de ikke rigtigt ville.

Alle ansøgere til videregående uddannelser får svar på, om de får tilbudt en studieplads den 28. juli.