A-kasse melder tidligere direktør til politiet

Bestyrelsen i Akademikernes A-kasse har politianmeldt Michael Valentin for at modtage returkommission.

Den fyrede direktør for landets største a-kasse, Michael Valentin, er blevet politianmeldt for at have modtaget returkommission i form af vinrejser.

Anmeldelsen blev indgivet til Københavns Politi torsdag, bekræfter Michael Valentin over for Ekstra Bladet.

- Jeg er blevet politianmeldt af Akademikernes A-kasse for et beløb, som cirka beløber sig til 40.000 kroner, som de mener kunne være tilkommet dem, fortæller Michael Valentin til eb.dk.

Michael Valentin blev i september blev fyret som direktør i a-kassen. Nogen egentlig årsag til fyringen er ikke blevet lagt frem i offentligheden.

Tidligere direktør: Sjusk

Det er bestyrelsen for Akademikernes A-kasse, som har meldt den fyrede topchef til politiet for at have modtaget dyre vinrejser fra a-kassens faste leverandør, Sigurd Müller Vinhandel, skriver Ekstra Bladet.

De kostbare rejser er gået til vinområder i Sydafrika, Californien, Chile og Italien, oplyser Michael Valentin. Han erkender "sjusk", men afviser at der er foregået noget kriminelt.

- Jeg mener, at jeg har handlet i god tro og deltaget i leverandørture, som har været afholdt i 25 år, siger han til Ekstra Bladet.

- Så bliver jeg fanget af, at jeg ikke har været skarp nok på vilkår for deltagelse. Det er jeg selvfølgelig den i verden, som er allermest ked af og ærgerlig over.

Afgået som Folkemøde-formand

Turene blev delvist finansieret af de rabatter, som Akademikernes A-kasse har optjent hos leverandøren, Sigurd Müller Vinhandel.

Her er der købt vin til gaver, receptioner og arrangementer - men samarbejdet har også omfattet Folkemødet på Bornholm, hvor Michael Valentin indtil i mandags var formand.

Politianmeldelsen er ifølge eb.dk noget af en kovending.

Om fyringen skrev a-kassens bestyrelsesformand, Allan Luplau, i sidste måned til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at "der ikke er identificeret forhold, som er i strid med straffelovens bestemmelser".

Siden er forholdene i landets største a-kasse med 233.000 medlemmer blevet genstand for to advokatundersøgelser.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering iværksat en tilsynsundersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten om baggrunden for fyringen af Michael Valentin.

Akademikernes A-kasses bestyrelse har også iværksat en advokatundersøgelse, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/

Facebook
Twitter