Kassedame blev erstattet af teenager: Det er rigtig hårdt

Supermarkederne ansætter flere og flere ungarbejdere, og for Marlene Jensen betød det en fyreseddel.

Supermarkederne ansætter flere og flere ungarbejdere, og for Marlene Jensen betød det en fyreseddel. (Foto: DR © DR)

På jobcenteret i Nyropsgade i København sidder Marlene Nielsen. Hun er 45 år og leder efter et fuldtidsjob som kassedame, men på trods af hendes butiksuddannelse og erfaring, så passer hun ikke på profilen til de fleste opslag, når hun klikker rundt.

- Jeg vil tro, at op mod 90 eller måske 95 procent af dem er til unge under 18. Det er hårde tider. Rigtigt hårde tider.

Antallet af ungarbejdere i landets butikker er steget med over 10.000, på 10 år og i landets supermarkeder er det 4 ud af 10 ansatte, der er under 18 år. Det viser et særtræk fra Danmarks Statistik.

Blev erstattet af ungarbejderMarlene Nielsen har nu været ledig i omkring to år, efter hun blev opsagt af den kæde, som hun havde arbejdet for i over fire år.

- Jeg blev sagt op med den grund, at der skulle spares på lønbudgettet. En uge efter så jeg, at de søgte en ny medarbejder med mine arbejdstider, fuld tid men bare under 18. Jeg kan så regne ud at, det er til halv løn, fortæller hun.

- Der starter så en ny nogle uger efter, og så går det ellers slag i slag med flere, der bliver ansat på deltid under 18.

Marlene Nielsen følte sig uretfærdigt behandlet, og sammen med sin fagforening HK kører hun nu en sag mod sin tidligere arbejdsgiver.

- Jeg synes, det er aldersdiskrimination. Det kan ikke være rigtigt, at vi stort set skal sættes på gaden, fordi man ikke vil betale for mig og min erfaring.

Vil stadig gerne arbejde

Marlene Nielsen søger dog stadig videre efter et arbejde som kassedame, men spørger man en af de store spillere i branchen, skal man ikke forvente flere fuldtidsstillinger foreløbig.

- Desværre er det sådan, at vi holder åbent længere tid, men vi sælger ikke mere, og derfor får vi større omkostninger og vores indtjening er meget under pres. Så jeg kan desværre ikke love, at vi ansætter endnu flere faguddannede medarbejdere, end dem vi har i dag, siger Jens Juul Nielsen, der er Informationsdirektør i COOP.

Og det ærgrer tilbage på jobcenteret i Nyropsgade.

- Jeg vil gerne give den viden videre, som jeg har oparbejdet. Meget erfaring går jo tabt, og jeg synes det er hårdt, at jeg føler, jeg har uddannet mig til noget, der måske ikke er brug for længere, siger Marlene Nielsen.

Facebook
Twitter