Kendt dansk advokat idømt 18 måneders fængsel i Frankrig

Den danske advokat Johan Schlüter er idømt 18 måneders fængsel i en sag om bedrageri i Frankrig.

Den danske advokat Johan Schlüter er onsdag kendt skyldig i en stor bedragerisag i Frankrig, hvor han er blevet idømt 18 måneders ubetinget fængsel.

Dommen blev afsagt af en fransk undersøgelsesdommer onsdag eftermiddag.

Johan Schlüter er ifølge DR Nyheders oplysninger fundet skyldig i at have bedraget en mand i forbindelse med en arv af to ejendomme og ophavsretten til nogle musiknumre af den franske sanger Charles Trenet.

Den danske advokat blev fundet skyldig og dømt sammen med en anden mand, der også blev idømt 18 måneders ubetinget fængsel. De skal sammen betale en erstatning til den forurettede i sagen på omkring 30 millioner kroner, erfarer DR Nyheder.

En arrestordre udstedt

For omkring to år siden blev der udstedt en arrestordre på Johan Schlüter, og den er ifølge DR Nyheders oplysninger opretholdt efter dommen.

Johan Schlüter nægter sig skyldig i anklagerne, siger han.

- Jeg har intet gjort. Vi har på bestilling lavet et stykke juridisk arbejde på fuldstændig normal vis, og så er det pludselig nogle helt andre kræfter, der går i gang dernede, som ender i en svinekampagne. Jeg har intet gjort, siger Johan Schlüter og understreger, at han vil appellere dommen.

Schlüter: Jeg kender ham ikke

Johan Schlüter hævder, at han ikke kender den forurettede i sagen, og han forstår derfor ikke, at han er blevet dømt i sagen, siger han.

- Hvorfor skulle jeg, som har et godt og velrenommeret firma, snyde en mand, som jeg ikke kender til fordel for nogen, jeg heller ikke kender? Det er jo fuldstændig sindssygt, siger Johan Schlüter, der hævder, at han aldrig er blevet afhørt i Frankrig.

- Jeg er aldrig nogensinde blevet afhørt i den sag, og jeg har aldrig været dernede og afgive forklaring. Det er et sygt system. Jeg er så dybt rystet, siger Johan Schlüter.

Han erkender dog, at han har været i kontakt med undersøgelsesdomstolen, og at undersøgelsedommeren bad ham komme på en bestemt dato, hvor Schlüter ikke kunne og derfor sendte sin franske advokat i stedet.

Anklager i sagen, Brigitte Funel, havde krævet Johan Schlüter idømt tre års fængsel.

Facebook
Twitter