Kerteminde har rekord i at få folk i arbejde

Med et slag mistede Kerteminde 3.000 arbejdspladser, da Lindøværftet lukkede. I dag har den fynske kommune danmarksrekord i at få dagpengeudfaldne i arbejde.

- Arbejdsløsheden skaber nogle frygteligt dårlige ringe i vandet, siger Kertemindes borgmester Hans Luunbjerg (V). (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Det går af helvede til i Kerteminde. Og det går godt.

For samtidig med, at Kerteminde er en af de kommuner, hvor den største andel af indbyggere, har mistet retten til dagpenge, er kommunen også en solstrålehistorie.

Den fynske kommune har nemlig også danmarksrekord i, at få de der falder ud af dagpengesystemet i arbejde.

Næsten en tredjedel af dem, der er faldet ud i perioden januar 2013 – maj 2014, er i dag registreret som lønmodtagere.

Vi fik smæk på begge kinder

Ifølge Kertemindes borgmester Hans Luunbjerg (V) er en væsentlig del af forklaringen, at kommunen var nødt til at reagere hurtigt, da Lindøværftet lukkede og 3.000 arbejdspladser forsvandt fra dag til dag.

- Vi fik smæk på højre og venstre kind i alle de ting vi overhovedet kunne i kommunens budget. Arbejdsløsheden skaber nogle frygteligt dårlige ringe i vandet, hvor indtægterne falder og så kniber det med at betale regningerne. Så er det kommunen, der skal holde for.

DR's Undersøgende Databaseredaktion har gennemgået tal fra jobindsats.dk om de 41.000 danskere, der i perioden januar 2013 til maj 2014 har mistet dagpengeretten. Gennemgangen viser, at det gælder 271 indbyggere i Kerteminde. 88 er imidlertid kommet i arbejde.

Knofedt og held

At hver tredje uden dagpenge i dag er i job, skyldes, ifølge borgmesteren, at man efter værftets lukning har indrettet industripark på det gamle værftsområde. Her har en del af de fyrede fået nye job.

- Når folk henover natten bliver sat på gaden, så er der ikke andet at gøre end at klø på. Det er både knofedt og held, at der kom nogle virksomheder og skabte arbejdspladser, siger Hans Luunbjerg og fortsætter:

- Hvis nu man bare havde lukket lågen og låst hængelåsen, så havde det været meget, meget svært for os at omskole og få arbejdsløsheden ned igen.

Ledighed er tung byrde for budget

Det er ikke bare for de ledige borgeres skyld, at kommunen har været tvunget til at skaffe flere i arbejde. Kommunens budget blev også sat under massivt pres af nye udgifter, der væltede ind i takt med ledigheden i kommunen steg.

- Bare sådan et område som fripladser i daginstitutioner og skoler, det er jo også kommunen, der skal betale dem, hvis folk kommer under en hvis indtægt. Bare på den lille post, der har kommunen skullet betale seks millioner kroner om året, fordi borgerne ikke selv kan.

Facebook
Twitter