Khader i Syrien for at hjælpe bortført dreng

Naser Khader er nu rejst til Syrien for at hjælpe med at bringe den bortførte dreng, Adam, tilbage til Danmark, det skriver B.T.

Naser Khader er rejst til Syrien for at hjælpe den bortførte Adam Moussa tilbage til Danmark. (Foto: Privatfoto)

Meget tyder på, at sagen om den fire-årige Adam fra Svendborg, der blev bortført til Syrien af sin far, er inde i en afgørende fase, det skriver B.T.

Naser Khader, som er de konservatives udlændingeordfører, er personligt taget til Syrien for at hjælpe med at bringe drengen hjem til sin mor igen.

Sagen omgærdes ifølge B.T. af stort hemmelighedskræmmeri, og hverken drengens mor eller den danske ambassade i Syriens hovedstad, Damaskus, vil udtale sig i sagen.

- Jeg kan bekræfte, at Naser Khader arbejder sammen med os, og at vi alle arbejder på højtryk i sagen. Mere kan jeg ikke sige, da vi er midt i en meget sensitiv fase, siger den danske ambassadør i Damaskus, Christina Markus Lassen, til bt.dk.

Sagde de skulle i svømmehallen

Naser Khader sagde allerede i sidste uge, at han var villig til at hjælpe moderen med at få Adam hjem igen ved selv at rejse til Syrien.

Adam blev bortført sidste lørdag, da hans 31-årige irakiskfødte far under påskud af at tage drengen med i svømmehallen i den sydfynske by, i stedet kidnappede sønnen, kørte direkte til Hamborg Lufthavn og tog flyet til Damaskus. Siden har der ikke været livstegn fra hverken far eller søn.

Broderen til den 31-årige bortfører-far arbejder på de danske myndigheders side i sagen. Broderen, der bor i Farum, har bl.a. advaret en fælles søster, der er bosat i Syrien, om at det er strafbart at hjælpe faderen, hvis han dukker op, skriver B.T.

Facebook
Twitter