Kig op: 'Verdens hurtigste Dannebrog' flyver over hele landet

Klokken 11.59 letter et F16 malet som Dannebrog. Mange steder i landet bliver det muligt at se det.

Et F16-fly er blevet malet som Dannebrog. (Foto: FLVFOT-LR © Royal Danish Airforce)

I dag er det 800 år siden, Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen og vendte et dansk nederlag til sejr på slagmarken i Estland.

Det bliver fejret på et utal af forskellige måder i hele landet.

En af de mere kreative fejringer står Forsvaret for. For når klokken er 11.59, begynder et helt særligt kampfly en overflyvning over store dele af landet.

Forsvaret har nemlig malet et helt F16-kampfly som Dannebrog, og på en time flyver det hen over landet i cirka 600 meters højde.

Se flyet trille afsted fra sin hangar i videoen herover

Glæder sig til fejring

Manden, der skal flyve kampflyet, er oberst Uffe Holstener-Jørgensen. Han fortæller, at det er første gang, man har malet flyet på netop denne måde.

Kampfly har dog tidligere været brugt som flyvende Dannebrog, eksempelvis efter den danske 6-1-sejr over Uruguay ved VM i fodbold i 1986.

- Vi synes, det var en rigtig god anledning med flagets jubilæum, siger han.

Her er ruten, flyet kommer til at følge. Grafik: Forsvaret.

Han glæder sig til at kunne fejre det danske flag på den helt særlige måde.

- Jeg er utrolig stolt af Dannebrog. Jeg er i Forsvaret, fordi Danmark betyder noget for mig, og Dannebrog betegner jo det at være dansker. Så alle os i Forsvaret er jo stolte af vores flag, siger Uffe Holstener-Jørgensen.

Malingen skal blive på

Flyet kommer til at flyve med cirka 600-650 kilometer i timen, hvilket er noget lavere end flyets topfart. Så bliver der nemlig mulighed for at se flyet, når det flyver over byerne.

Flyet letter fra Skrydstrup i Sønderjylland, fortsætter op gennem Jylland mod Aalborg, flyver ind over det nordlige Sjælland mod København og fortsætter derefter tilbage mod Skrydstrup over Sjælland og Fyn.

  • Sådan ser flyet ud i Dannebrogs-malingen. Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste. (Foto: FLVFOT-LR © Royal Danish Airforce)
  • Flyet står her klar til afgang lørdag formiddag. (Foto: Søren Pors Grundahl)
1 / 2

Uffe Holstener-Jørgensen understreger, at det ikke har kostet en formue at få malet flyet.

- Flyene bliver malet løbende. Det er selvfølgelig en anderledes maling, og der er brugt nogle arbejdstimer på det. Det er vores hensigt at lade den stå i denne her bemaling, så vi kan bruge den til airshows og demonstrationsflyvninger, siger han.

Det er overskyet flere steder i landet, men med en flyvehøjde på 600 meter skulle det være muligt at se flyet, så hold øje mellem klokken 11.59 og 13.08, hvis du befinder dig i en af de byer, flyet flyver over.

Se flyet lige efter start herunder:

Facebook
Twitter