Kighosteepidemi i hele landet

Mere end tre gange så mange kighostetilfælde som normalt, oplyser Statens Serum Institut.

Kighoste kan være alvorlig hos små børn. Grafik: Pernille Fich Koldbech.

I år er der til og med august påvist 1.323 tilfælde af kighoste. Det er højere end tallet for hele året for både 2018 og 2017.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI), der melder om kighosteepidemi i hele landet.

I foråret kunne Statens Serum Institut fortælle, at foråret og sommeren bød på en hel del flere tilfælde af kighoste end normalt.

Der er målt flere tilfælde inden for alle aldersgrupper, men bliver små børn ramt, kan det være alvorligt. Sådan lyder det fra afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI.

- Kighoste kan være alvorlig hos små børn. Læger anbefales derfor at være ekstra opmærksomme på eventuel kighoste, hvis de oplever patienter med anfald af tør hoste. Det gælder især blandt mindre børn, men også blandt større børn og voksne, som kan udgøre smittekilder til små, ubeskyttede børn, siger han i en pressemeddelelse.

Symptomer på kighoste

Kighoste er en luftvejsinfektion, som skyldes bakterien Bordetella pertussis. Symptomerne er typisk kraftige hosteanfald efterfulgt af en hylende vejrtrækning og eventuelt opkastning, skriver Statens Serum Institut.

Hosten anses ikke som farlig for aldersgrupper med et normalt immunsystem.

Men SSI skriver på deres hjemmeside, at kighoste hos spædbørn kan have et alvorligt og i værste fald livstruende forløb. Peter Henrik Andersen mener også, at det er vigtigt, at små børn bliver vaccineret.

- Det er vigtigt, at forældre er opmærksomme på, at særligt helt små børn bliver vaccineret til tiden. Derudover kan uvaccinerede børn under 24 måneder, der har haft tæt kontakt med en person med kighoste, tilbydes forebyggende antibiotika, fortsætter han i pressemeddelelsen.