Kim Walls forældre om sorgen: Man kommer langt med et kram

Joachim og Ingrid Wall opfordrer folk til at være åbne over for andre i sorg.

Selvom forældrene til den nu afdøde journalist Kim Wall har haft et år, som ingen af os andre kan forstå, så har de lært noget af den svære tid.

Det fortæller Joachim og Ingrid Wall i et interview til 21 Søndag.

De har nemlig oplevet, hvor vigtigt det er, at folk viser medfølelse og ikke går over på den anden side af gaden, fordi det er svært at tale med mennesker i sorg.

Det havde moderen ellers frygtet, da hendes datter i august sidste år blev dræbt.

- Det er en lærdom, man kan give til andre: Hvis man støder på mennesker, som er i sorg eller bekymrede, så gå ikke udenom, siger Ingrid Wall.

I stedet skal man vise, at man deler sorgen, for det fungerer som trøst for sørgende at vide, at de ikke er alene, lyder det.

Ingrid Wall og Joachim Wall mistede deres datter, Kim Wall, natten mellem den 10. og 11. august 2017.

Hun blev dræbt på en reportagetur i ubåden Nautilus. Siden er den 47-årige ubådsbygger Peter Madsen idømt livstid for drabet i både byretten og landsretten.

Svenske Kim Wall blev 30 år.

Både i byretten og landsretten blev Peter Madsen tidligere på året idømt fængsel på livstid - den strengeste straf - for drabet på Kim Wall. Pressefremmødet var stort. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Man kommer langt med et kram

Efter drabet på datteren mødte Kim Walls forældre mange, som sagde, "vi ved ikke, hvad vi skal sige, vi har ingen ord".

- Men det behøver man heller ikke at have. Man kommer langt med det kram, siger moderen.

Et tegn for medfølelse kan også gøre det.

Efter Kim Walls død begyndte forældrene at bruge peacetegnet, for netop peacetegnet med de to fingre op i luften brugte Kim Wall på mange billeder.

Derfor har forældrene taget tegnet til sig i dag, og folk har brugt det, hvis de ikke har vidst, hvad de skulle sige.

- Man behøver ikke at spørge, hvordan man har det, for det er så indlysende, at man ikke har det godt, lyder det fra Ingrid Wall.

På etårsdagen for Kim Walls død afholdt forældrene et løb til minde om hende. På t-shirten bærer Ingrid Wall peacetegnet. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

At vise medmenneskelighed og næstekærlighed betyder meget.

- Inden det her skete for os, var jeg ikke specielt dygtig til at vise den side over for andre, som kæmpede med sorg. Men nu har jeg lært, hvor vigtigt det er, siger moderen.

Forældrene stiller op til interview, fordi de har skrevet en bog om Kim Wall med titlen "Bogen om Kim Wall - når ordene slipper op", som udkommer i Norden i disse dage.

Stor støtte fra ukendte danskere

I interviewet fortæller forældrene, at de har mødt stor støtte fra både den svenske og danske befolkning i tiden efter drabet på deres datter.

- Vi har fået utrolig mange sympatiytringer fra ukendte mennesker - ikke mindst fra Danmark. De har ladet høre fra sig og sagt, at de tænker på os, siger Ingrid Wall.

Ingrid Wall beretter, at ukendte folk på fineste vis har sendt dem kort og breve.

Parret har også oplevet, at folk i lokalsamfundet i Skåne, hvor de bor, har stillet mad til dem og lagt en lille seddel.

- Det har hjulpet os vældig meget, siger Joachim Wall, fordi at købe ind og lave mad har været det sidste, de har tænkt på.

Fik kram i sikkerhedskontrollen

Særligt to episoder har bidt sig fast.

Den ene fandt sted i april i år - dagen før der faldt dom i byretssagen om drabet på Kim Wall.

Forældrene var på vej gennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, fordi de skulle til New York for at hædre Kim Wall, der havde studeret i storbyen.

Faderen bipper i sikkerhedskontrollen. Det gør han altid, fordi han har en kunstig metalhofte.

Pludselig forlader en kvinde sit job i sikkerhedskontrollen.

- Så står der en tjenestemand i uniform. En kvinde. Hun går et skridt nærmere, kigger på mig og siger "du der, bliv der". Jeg tænkte "åh, hvad sker der nu," fortæller Joachim Wall.

- Hun kommer ud, går forbi båndet og hen til mig. Hun siger, "jeg må give dig et stort knus". Det gjorde hun. Hun sagde, hun kendte mig fra tv, og så sagde hun, "I skal vide, at hele den danske befolkning er med jer," fortæller han.

- Der begyndte tårerne at løbe, tilføjer Joachim Wall.

- Det føltes så godt. Jeg sætter virkelig pris på, at et menneske kan træde ud af sin rolle og vise sin menneskelighed og empati på den måde.

Parfume og creme af kvinder i Billund

På et andet tidspunkt tager en kvinde fra Billund Lufthavn kontakt til Ingrid Wall. Hun spørger, om hun og tre andre kvinder må sende moderen en pakke.

- Jeg fik en fin kuffert med parfume og creme og sådanne ting, så jeg kunne tage hånd om mig selv, fortæller Ingrid Wall.

At fire ukendte kvinder fra Billund gjorde dette, kalder Ingrid Wall "så utrolig fint".

- Jeg tænkte på dem så sent som i morges, da jeg stod i badet og brugte det. Jeg er så utrolig taknemmelig for det fine initiativ, siger hun.

Selvom sorgen er blevet en del af Joachim og Ingrid Walls liv, efter Kim Wall døde, skal den ikke have lov til at ødelægge alt. Det har forældrene besluttet sig for.

- Vores sorg bliver ikke mindre ved, at vi deler den med andre, men det føles så utrolig fint at vide, at vi ikke er alene, siger moderen.

Du kan se interviewet med Ingrid og Joachim Wall i aften i 21 Søndag klokken 21.00 på DR1 eller her på DR TV.

Facebook
Twitter