Kinesisk ambassade ville have skulptur i København fjernet

Ambassaden har forsøgt at presse Københavns Kommune til at fjerne statue, der støtter Hongkong-demonstranter.

Denne statue er faldet kineserne så meget for brystet, at den kinesiske ambassade har forsøgt at presse Københavns Kommune til at fjerne den. (Foto: Liselotte Sabroe og Keld Navntoft © Ritzau Scanpix)

Den kinesiske ambassade i Danmark har presset Københavns Kommune for at få fjernet en skulptur på slotspladsen foran

Christiansborg
.

Det skriver Jyllands-Posten.

Den 23. januar blev der på slotspladsen rejst en otte meter høj skulptur lavet af den danske kunstner Jens Galschiøt, som vil yde "moralsk opbakning" til demonstranterne i Hongkong og sætte fokus på magtanvendelsen mod disse.

Dagen før – den 22. januar – henvendte en repræsentant for den kinesiske ambassade sig til Københavns Kommune, der har givet tilladelse til opstilling af kunstværket.

- Ambassaden gav udtryk for, at man fandt statuen misvisende i forhold til de faktuelle forhold i Hongkong, og at man anså opstilling af statuen som en indblanding i interne kinesiske forhold, står der ifølge Jyllands-Posten i et telefonnotat udarbejdet af kommunen.

Krænkende for turister

Ambassaden gjorde det i telefonsamtalen klart, at statuen ville "være krænkende for særligt de mange kinesiske turister, som besøger Folketinget", og at den ville kunne udgøre "en sikkerhedsrisiko".

Desuden at "statuen ville være skadelig for dansk-kinesiske relationer og det venskabelige forhold mellem det kinesiske og danske folk".

- Ambassaden nævnte, at det ville være klogt at tilbagetrække tilladelsen til statuen, står der ifølge Jyllands-Posten i telefonnotatet.

'Trættende opførsel'

Pia Kjærsgaard (DF), medlem af Folketingets Præsidium, kalder den kinesiske ambassades opførsel for "trættende".

- De kan pakke sammen. Det er utroligt, hvordan de mener, at de kan kommandere rundt med vores folkestyre, siger hun til Jyllands-Posten.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver i en mail til avisen, at den kinesiske ambassade "naturligvis" har "mulighed for at udtrykke sine vurderinger og synspunkter".

- Men jeg vil også gøre det klart, at det ikke må resultere i en praksis, der strider mod danske love, lyder det fra udenrigsministeren.

Han noterer sig, at det kinesiske ønske ikke blev efterkommet af Københavns Kommune.

Kunstværket skal efter planen stå på Slotspladsen frem til 21. april.

Den kinesiske ambassade er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens

henvendelser
.

Københavns Kommunes økonomiforvaltning oplyser til avisen, at den har oplyst ambassaden, at skulpturen er opsat i

overensstemmelse
med gældende dansk lov.

/ritzau/