Kirkegårdsleder efter vandalisering af jødisk gravplads: 'Det er forfærdeligt'

Over 80 jødiske gravsten er blevet overmalet på Østre Kirkegård i Randers.

Politiet vil meget gerne tale med folk, der har været i nærheden af Østre Kirkegård i Randers lørdag eftermiddag.

Klokken 18 lørdag aften blev Thue De La Cour ringet op og fik at vide, at Østre Kirkegård i Randers var groft vandaliseret.

Thue De La Cour er daglig leder ved Nordre og Østre Kirkegård i Randers, og han tog med det samme derned og konstaterede, at mere end 80 jødiske gravsten var overmalet - andre væltet.

- Det er et rigtig grimt syn, og vi tager stor afstand fra det. Det er forfærdeligt, at mennesker opfører sig på den måde, siger han.

En forbipasserende havde tidligere lørdag set hærværket og ringet til politiet.

Herunder kan du høre en reaktion på hærværket fra Thue De La Cour:

De har nu været forbi kirkegården for at sikre sig spor og efterforsker sagen. I den forbindelse beder de folk henvende sig, hvis nogen har set mistænkelige forhold omkring kirkegården.

Krystalnat for 81 år siden

Vandaliseringen af gravstederne fandt sted 9. november - på den dato for 81 år siden igangsatte nationalsocialisterne i Tyskland den såkaldte Krystalnat.

Her blev næsten 7.500 forretninger ødelagt, og 200 synagoger nedbrændt. Natten fik sit navn på grund af de mange knuste ruder, der lå overalt i gaderne og glimtede som krystaller.

Gravstenene bliver renset mandag.

91 jøder blev slået ihjel, og cirka 26.000 blev fængslet.

Om sammenfaldet siger Thue De La Cour:

- Det sætter naturligvis nogle tanker i gang. Men først og fremmest håber jeg, at politiet finder frem til dem, der har udført det her hærværk. Det er vores største ønske, siger han.

Han understreger, at Østre Kirkegård har en stor kulturhistorisk betydning i Randers.

- Randers var et blomstrende mosaisk trossamfund fra starten af 1800-tallet og var en stor handelsby. Så det er noget, vi værner om her i byen, siger Thue De La Cour.

Kirkegården går mandag i gang med oprydningsarbejdet og rensningen af gravstenene. Ifølge Thue De La Cour har de ikke tidligere oplevet lignende hærværk i Randers.

Skarp reaktion

Byens borgmester, Torben Hansen (S), er også rystet over hærværket.

- Det er fejt og usselt. Det er et rystende syn og skræmmende set i perspektivet med Krystalnatten. Jeg håber, at borgerne i Randers vil hjælpe politiet med at finde gerningsmændene.

- Vi står sammen nu i fællesskab om at støtte op bag de samfund, det her går ud over, siger Torben Hansen.

Billeder fra kirkegården viser, at de jødiske gravsten er overmalet, men der er ikke tegnet symboler eller skrevet tekster.

Hærværket har fået flere til at reagere skarpt på de sociale medier:

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Thue De La Cour er kirkeleder, men det er ændret til daglig leder ved Nordre og Østre Kirkegård i Randers.