Kirkeministeren støtter stormoské

Birthe Rønn Hornbech slår fast, at muslimerne har ret til en stormoské i København på eget initiativ. Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus protesterer.

Kirkeministeren understreger, at hun ikke er religionsminister. (Foto: DR)

Muslimerne i København skal have samme mulighed for bedehuse som alle andre trossamfund, fastslår kirkeminister Birthe Rønn Hornbech.

I dag er muslimerne henvist til nedlagte fabrikker og kælderlokaler rundt om i landet, men ministeren vil ikke stå i vejen for en stormoské i København.

- Mit udgangspunkt er, at det er op til muslimerne selv. De skal have samme mulighed for at have bedehuse som alle andre. Men som hos alle andre trossamfund er det på deres eget initiativ, siger hun til dagbladet Information.

Tilbyder sin bistand

Birthe Rønn Hornbech har tidligere tilbudt sin bistand, da muslimerne havde problemer med begravelsespladsen i Brøndby, og når det kommer til retten til at udøve sin religion, er ministeren klar.

- Jeg er ikke religionsminister, men jeg står til rådighed for at bistå trossamfundene med praktiske ting, siger Birthe Rønn Hornbech, der i et interview i torsdagens Information beklager den øgede negative fokus på religion i Danmark.

Ministerens udtalelser og velvilje i forhold til en stormoské vækker glæde hos Islamisk Trossamfund.

Men på Københavns Rådhus afviser DF's gruppeformand, Carl Christian Ebbesen, tanken om en moské, og han er særdeles misfornøjet med ministerens melding.

Facebook
Twitter