Kirkens Korshær: Vi må trække lod om, hvem der får et bad

Organisations landsindsamling er afgørende for, hvor mange hjemløse der får et bad på varmestuen i 'Fedtekælderen'.

Pengene, som bliver indsamlet i dag, går til Kirkens Korshærs arbejde med hjemløse, fattige, ensomme og psykisk sårbare. (Foto: Omid Jafi)

I varmestuer og herberger i 27 byer landet over møder ansatte og frivillige i Kirkens Korshær hver dag danskere i nød, der enten er hjemløse, psykisk sårbare, misbrugere eller børnefamilier, der har svært ved at skaffe mad på bordet.

For andet år i træk har Kirkens Korshær i dag afholdt en landsindsamling, hvor der samles penge ind til det sociale arbejde, som organisationen står bag.

Sidste år lykkedes det at samle 3,5 millioner kroner ind, men i år er der kun halvt så mange indsamlere, der har meldt sig. Organisationen vurderer, at der i dag er samlet mellem 2 og 2,4 millioner kroner ind.

Og pengene falder på et tørt sted, siger Jeanette Ellen Bauer, pressechef i Kirkens Korshær.

- Der trækkes lod hver dag om, hvem der kan få bad, og hvem der kan få en dagsoveplads. Der er ikke pladser nok til alle, siger hun.

Der er ikke pladser nok

Pengene fra dagens indsamling går blandt andet til varmestuer, som Fedtekælderen på Christianhavn, hvor der dagligt kommer 60-100 mennesker forbi.

Varmestuen har åbent fra klokken 7 om morgenen til 13.30 og i det tidsrum kan hjemløse eller nødstedte mennesker komme forbi til et varmt måltid, et bad eller et par timers søvn.

- Når man færdes på gaden det meste af døgnet, så er det svært at få nok søvn. Varmestuen her har åbent om dagen, så det er en mulighed for at prøve at få indhentet noget af den søvn, som man ikke har kunne få om natten, siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.

I hvilerummet her kan man låne et tæppe og få et par timers søvn. Der er rift om pladserne, så nogle gange bliver der trukket lod om, hvem der får en plads. Ifølge Helle Christiansen er der altid fyldt op her. (Foto: Omid Jafi)

Udover et sted at hvile sig kan man også få et varmt måltid, der hver dag laves af enten ansatte eller frivillige på stedet.

Fedtekælderen har ligget på Christianshavn siden 1960. Dengang blev stedet primært besøgt af alkoholikere og var udelukkende et tilbud til mænd. De kunne få sig en varm kop te og fedtemad til 3 øre. Det er der navnet Fedtekælderen stammer fra. (Foto: Omid Jafi)

Flere og flere har brug for hjælp

Både i Fedtekælderen og i andre af Kirkens Korshærs varmestuer oplever man, at flere og flere har brug for hjælp.

I natvarmestuen i Aalborg er der på to år 60 procent flere, der overnatter.

I de første fem måneder af 2015 havde natvarmestuen i Aalborg i snit 670 brugere om måneden. Det tal er i 2017 steget til 1.044.

- Tallene er udtryk for, at der er flere personer, der lever under nogle vilkår, som jeg synes, er umenneskelige. Det er mennesker, som fortjener bedre, men er nødt til at søge hjælp hos os, fordi de ikke har andre muligheder, siger Jonas Jakobsen, leder af Kirkens Korshær i Aalborg.

Rettelse: Artiklen er opdateret ved første citat, der nu er tilskrevet pressechefen i stedet for Helle Christiansen.