Kjeld har arbejdet samme sted i 51 år: 'Jeg spurgte, om de manglede en. Det gjorde de så'

Det er hårdt arbejde at være klejnsmed. Alligevel har Kjeld Poulsen stadig ikke lyst til at gå på pension.

Egentlig skulle han været gået på pension sidste år, men den beslutning blev lavet om.

Det var ham selv, der fortrød, for efter næsten 51 år var 66-årige Kjeld Poulsen alligevel ikke helt færdig med at arbejde som klejnsmed hos firmaet Eurotank i Harlev.

Men Kjeld Poulsen er et særsyn. Det er nemlig meget populært at skifte job, viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Ifølge undersøgelsen er antallet af danskere, der har skiftet job til og med september 2018 det højeste i ti år, og alt tyder på, at 2018 kommer til at sætte rekord for, hvor mange danskere der skifter job.

Det er mest unge under 35 år, der ofte skifter job, så Kjeld Poulsen er billedet på en generation, hvor det ikke var noget særsyn at have 25- eller 40 årsjubilæum.

  • Kjeld Poulsen har arbejdet som klejnsmed det samme sted i mere end 50 år, men han er et særsyn i det danske landskab, hvor antallet af jobskifter blandt danskerne er det højeste i ti år.
    1 / 14
  • - Jeg startede med at feje og male de beholdere, der blev lavet. Jeg spurgte bare, om de manglede en til at male, og det gjorde de så.
    2 / 14
  • Så Kjeld fik lov til at male, men efter bare et års tid begyndte han selv at lave beholdere - for eksempel små olietanke.
    3 / 14
  • Kjeld var også med, da firmaet blev flyttet til Brabrand og siden til Harlev i 1982, hvor virksomheden, der i dag hedder Eurotank A/S, ligger endnu.
    4 / 14
  • Der er 14 ansatte i firmaet, der blandt andet laver trykbeholdere og lagertanke. - Og så var jeg engang med til at lave en skorsten på 44 meter, fortæller Kjeld.
    5 / 14
  • Da Kjeld blev 65 år sidste år, var det meningen, han skulle på pension. Men i stedet gik han lidt ned i tid, og arbejder nu 32 timer om ugen.
    6 / 14
  • - Hvis man stopper sådan lige på én gang, så går det galt på en eller anden måde. Nogle falder jo bare sammen eller hvad pokker, man nu kan kalde det.
    7 / 14
  • - Jeg ved ikke, om man kan få hele dagen til at gå, når man stopper. Men om en måneds tid går jeg ned i tid igen. Fire timer. Og så ved jeg ikke, om jeg må gå længere ned i tid. Det har vi ikke snakket om.
    8 / 14
  • Kjeld har aldrig tænkt på at finde et andet arbejde. - Det har jo ikke været det samme hele tiden. Vi startede med at lave små tanke, i dag laver vi også store tanke, og indimellem har vi lavet skorstene til for eksempel fjernvarme, siger han.
    9 / 14
  • Men jobbet som klejnsmed er fysisk hårdt. Det kan Kjeld godt mærke efter fem årtier. - Vi sidder tit på knæene, så de har det ikke så godt.
    10 / 14
  • Larmen på jobbet har også sat sine spor. - Jeg har tinnitus, og det har jeg haft i mange år. Jeg kan godt høre det nu, men det er ikke altid, jeg kan det. Men det er ikke noget problem, når jeg skal sove. Der går fem minutter, så sover jeg.
    11 / 14
  • - Jeg har også haft nogle problemer med ryggen. Det blev rigtig galt for et halvt års tid siden. Men så fik jeg en henvisning til en fysioterapeut, og det har hjulpet. Men det er stadig ikke helt godt.
    12 / 14
  • Kjeld bor sammen med sin kone. Hun er fem år yngre end ham, så der er nogle år endnu, til hun går på pension. - Men jeg stopper nok inden for et års tid. Måske.
    13 / 14
  • Kjeld har været hos Eurotank mange flere år end sin daglige leder, Kim Fiirgaard, der kun har været i virksomheden et par år. - Jeg vil nødig af med Kjeld. Så længe der er plads til, at man kan gå ned i tid, så vil vi meget gerne beholde ham, siger han.
    14 / 14
Facebook
Twitter